30 mar Nyhedsbrev 30.3 2012
Kære læser!
Påskeferien er begyndt og alle elever draget af huse ud i det ganske land. Vi har i ugens løb skrevet på mindetrøjens logo og bestilt mindetrøjer og i den afsluttende samling blev eleverne gik det op for eleverne, at der nu kun er 3 måneder tilbage af skoleåret. Det er nu slutspurten i efterskolelivet skal sættes ind, og det er samtidig nu at eleverne skal vise at de er nået til det punkt hvor de er selvkørende på dagligdagen ifht. pligter og ansvar for hinanden. Det er de fleste heldigvis rigtig gode til og det er en fornøjelse at se de mange aktiviteter i hverdagene, hvor eleverne selv tager initiativ og når i mål.
I denne uge har et par elever arrangeret en biograftur til Løgstør Bio for at se den lokale premiere på Hungers Game. Vi hjalp med bustransport, men alt andet organiserede de selv, og de fik en fed fælles oplevelse.
Ugen startede så at sige i weekenden, hvor alle dykkerne var på dykkerweekend og hvor eleverne tog deres basinprøver. De var totalt udmattede af både de fysiske og de faglige udfordringer, samt varmen i svømmehallen, så der var temmelig stille både lørdag og søndag aften. Mandag besøgte musikholdet Lynghøj Efterskole og spillede med deres musikhold hele dagen.
Tirsdag aften inviterede eleverne i Gastronomi og kontaktgruppen i køkkenet, alle til grillmiddag i Sydhaven ved Kærhuset. Vejret var heldigvis lunt og det blev en rigtig hyggelig og velsmagende aften. Onsdag aften var der forårskoncert for alle elever i festsalen med Vesthimmerlands Kulturskoles talenthold. De klarede det super flot! Torsdag var der biotur, og for lærerne var der fremlæggelse af de to unge forskeres studie af vores profilfagsrejse til Nepal. Det er spændende og lærerig læsning, som sætter 6 anbefalinger for hvorledes vi fortsat udvikler vores arbejde med at kombinere det faglige forløb med profilfagene og den personlige dannelsesproces. De to forskeres arbejde fremlægges den 27. april for andre efterskoler og skoler i et samarbejde med Efterskoleforeningen og interesserede skolefolk kan tilmelde sig til seminariet ved henvendelse til skolen.
I det pædagogiske felt har det gode vejr givet rigtig meget udeliv og hygge på græsplænerne og boldbanen. Mange elever nyder at køre på deres longboards og skateboards eller rulleskøjter på den nye asfalt foran hovedbygningen. Det er dejligt at se at de lærer hinanden tricks og at de “seje” vil lære fra sig og åbner for at mange får lov at prøve.
Vi strammede tirsdag op omkring værelsesrengøringen og heldigvis var der kun 2 værelser, der måtte fortsætte rengøringen udover tid!
Eleverne har rigtig meget vintertøj og fodtøj på værelserne, så det vil være smart at få skiftet til en lettere forårs gardarobe – når næste ugens forårskulde er ovre. Det er tydeligt at mærke at nu stiger forventningens glæde til de kommende profilfagsrejser og det er rigtigt dejligt at eleverne også udviser en vis rutine og overskud i forberedelserne.
I denne uge sendte vi en mail ud til forældre med en besked om at skolens kontonummer er ændret og at det er vigtigt, at man benytter det nye registreringsnummer, da betalingen ellers ikke når frem. Det blev af flere opfattet som om vi ikke havde modtaget en betaling. Det var blot en information om, at det nye kontonummer til indbetaling til rejser, faldskærmskursus, duelighedsbevis etc. er reg. 9202 konto 0000138622.
I kan følge med i planlægningen af profilfagsrejsene i Rejsebrevene, som ligger under Profilfag på hjemmesiden her
Eleverne, som skal til LA og New York har ekstra meget at se til i deres forberedelser, for både Cheerleading, dans og musik skal optræde på rejsen. Sejlerne har i denne uge været oppe til den teoretiske duelighedsprøve og klaret det rigtigt flot. Det er et hektisk program at skulle klare en duelighedsprøve ved siden af de mange boglige fag, men når interessen driver værket så kan det godt lade sig gøre. Tillykke til alle godt 40 nye sejlere, som skal af sted til Grækenland om 2 uger og øve sig i den praktiske sejlads. Skolens 6 små kølbåde blev søsat i denne uge og efter påske kan eleverne så småt begynder deres praktiske sejlads ved Rønbjerg.
Forældreweekend den 11-12. maj. Programmet er ved at være færdigt og det bliver fra fredag til lørdag. Det er muligt at være med en af dagene, men vi håber, at man vil gøre en tur ud af det og overnatte til lørdag. Da der er fælles åbent hus i hele Himmerland om søndagen den 13. maj, så vil vi gerne at så mange elever, som muligt bliver i weekenden. Tilmelding til Forældreweekenden sendes ud pr. mail til forældre og elever.
Faldskærmskurset bliver i weekenden den 27.-29. april og elever, der er interesserede i at deltage skal indbetale medlemskab til Dansk Faldskærms Union og denne betaling er samtidig en 3.parts forsikring. Fristen for tilmelding er den 12. april – altså inden profilfagsrejserne.
I påskeugen er der åbent på kontoret til onsdag middag, og vi glæder os til at se alle eleverne igen mandag den 9. april fra kl. 16.
Med venlig hilsen og rigtig god påske til jer alle!
Olav Storm
forstander