02 jun Nyhedsbrev 2.6.2012
Kære læser!
Pinsens historier om det store karneval i Aalborg og fantastisk sommervejr gik skolen rundt og selvom vejret blev køligere styrkedes kammeratskabet og følelsen af at nu er der snart kun 4 uger tilbage af efterskolelivet. Udover mange og lange forberedelsestimer til de mundtlige prøver, så har vi sidst på ugen haft fokus på den personlige samtale i kontaktgruppen og mellem elev og kontaktlærer. Kontaktlærerne skriver i disse uger den personlige elevudtalelse, og i kontaktgrupperne skrives på Blåbog. Billederne til årets mindebillede blev tager i sidste uge og er allerede at finde i billedgalleriet jer på hjemmesiden. Der er sket meget – også visuelt fra de første billeder, som blev taget i august!
Fagligt har ugen budt på flere positive meldinger fra eksterne censorer, som uopfordret har sendt positiv feedback på de skriftlige prøver. Det giver både glæde ved elever og ikke mindst faglærerne! Dispositionerne til de mundtlige prøver er stort set alle afsluttet og selvom det holdt hårdt for enkelte at få overblik og sammenfattet et oplæg, så er denne prøveform med til at samle fokus og målrette forberedelserne. I modsætning til folkeskolens læseferie, så oplever vi, at eleverne får stærke faglige fællesoplevelser ved at tage hinanden med i forberedelserne og reflektere deres viden, når de er sammen i forberedelsesdagene.
I den kommende uge begynder de mundtlige prøver, og både elever og lærere har en stor opgave med at orientere sig ifht, terminer, lokaler og evt. ændringer. De elever, som vi på forhånd ved ikke har let ved dette får vejledning i både læsning og planlægning til prøverne. Pædagogisk vil de også opleve, at de ikke har helt så frie rammer, men det er et vilkår vi stiller for at sikre at målet nås. Hver dag vil der være samling for alle kl. 08 i festsalen og i løbet af dagen vil der være lærere i Basecamp i Kærhuset, hvor alt aktivitet og forberedelse udgår fra. Hvis eleverne ikke har prøver, kan de vælge at læse til prøve ( min. 2-4 timer dagligt) og herefter er der en række aktiviteter, som eleverne har meldt sig til forud til hver prøveuge. Det kan være sejlads, dykning, musik, REkorder, kunst og kulturtur. På mandag har en elev taget initiativ til at invitere en ekspert i SUB board surfing, skolen har 3 brædder og gæstelæreren medbringer også udstyr, så der bliver mulighed for at prøve denne nye og spændende surf form.
Pædagogisk er prøveperioden en rigtig dejlig tid, hvor efterskolelivet har optimale vilkår ind i mellem prøvernes alvor. Langt hovedparten af eleverne er helt toptunet til denne tid og glæder sig lige så meget, som de frygter ikke at få det hele med. For enkelte elever er det samtidig en frustrerende tid, fordi de faste rammer og pædagogiske strukturer er mere løse og det kan være svært at forvalte den øgede frihed. Derfor er det nødvendigt at aftale nogle vilkår for den øgede frihed. Det betyder bl.a. at vi har bedt eleverne om at blive på skolen i alle skemalagte timer og aktiviteter, og kun gå til f.eks. Brugsen i pauserne og i fritiden. Ligeledes holder vi hårdt fast i at der skal være ro til at få sin nattesøvn og til at kunne få læst pensum igennem igen til prøven, og laver ekstra nattespot. Budskabet om, at der ikke kan gives fri til hjemmelæsning, festivals osv. er gået fint igennem, og der kan være et hårdt teenagepres op til Distortion festival og Beach Party mv.
I denne weekend er der mange elever på skolen, en gruppe er på faldskærmskursus, nogle er på vej ud at sejle med deres kammerater og nyerhvervede duelighedsbevis, og andre lader bare op til prøveugen med hygge og læsning.
Med venlig hilsen og rigtig god weekend! – og lad os få sommervejret tilbage 🙂
Olav Storm
forstander