24 nov Ny morgenrute, kontaktgruppeaften og spanskaften.
Kære læser!
Det blev en mild novemberuge og udover den faglige undervisning, som efter brobygningsugen igen er kommet i faste rammer, så blev det en uge med god tid til hygge og fælles arrangementer.
Tirsdag morgen gik starten til den sidste tur på sommerruten nede langs Vilsted Sø. Først varmede vi op med en gåtur på den nye morgenrute, som kun er ca. 1 km og som følger en asfalteret og oplyst rute. Så gik starten og eleverne løb, luntede og gik sommer ruten for sidste gang. Gennemsnitstiden blev ikke forbedret væsentligt, men sidste mand var i mål efter knap 20 minutter mod 28 min. ved skoleårets start.
Tiderne blev:
Hurtigste dreng: Michael tid 04:51
Hurtigste pige: Bettina tid 05:20
Tidligere gennemsnits tid 10:53 min pr. elev.
Ny gennemsnits tid 10:38 min pr. elev.
Tirsdag eftermiddag deltog en gruppe EPP1 kajak uddannede elever i en demonstration af den nye luftpude redningsbåd i Vesthimmerlands Beredskabstjeneste. Det blev en råkold, men sjov oplevelse. Den nye redningsbåd er en meget stor forbedring af sikkerheden omkring Vilstedsø og den lavvandende del af Limfjorden.
Onsdag eftermiddag og aften holdt vi kontaktgruppedag, og eleverne hyggede sig sammen med deres kontaktgruppelærere enten hjemme ved lærerne eller på skolen. Enkelte grupper klinkede selv til en bowling eller biotur. Formålet med dagen er at styrke kammeratskabet og fællesskabet i kontaktgruppen, så vi står stærkere sammen i den mørke tid.
Torsdag eftermiddag forberedte spanskholdet en forrygende spansk aftenmiddag med 3 retter, og velkomst drinks. Hele spisesalen var pyntet i spanske farver og køkkenholdet stod på den anden ende for sammen med kokkene at få alt til at klappe.
I fredagssamlingen gennemgik Solveig, Anne og Signe programmet i Performanceugen og vi minder om at det er en god ide at reservere en plads til forestillingen, efter den dag, hvor der også er informationsmøde om kulturprofilfagsrejserne i januar. Efterfølgende var der fælles kampsport i hallen og eleverne gik efter kyndig instruktion af Annemette og Julie straks i gang med at kæmpe mod og med hinanden. Ugen blev rundet af med at “føde en bjørn”, og den gamle leg gav alle farve i kinderne og nærkontakt i 3. potens.
I dag er der nøjagtig en måned til jul og dermed starter vi også den store juleudsmykningskonkurrence på værelserne. Juletræet på toppen af seminariehuset er tændt og lyser over egnen, som det har gjort i årtier. På fredag er der elevfest arrangeret i samråd med elevfestudvalget og forældrerådet. Vi opfordrer også til at alle husker at til.-framelde sig på weekendlisten i skoleplan inden tirsdag kl. 12.30. Ellers er det svært at planlægge weekenden tilfredsstillende.
I den kommende uge er der igen et stærkt fokus på de boglige timer og kulturprofilfagene. Og der er samtidig enkelte i 10. årgang, som skal i brobygning for at afslutte deres forløb.
Med venlig hilsen og rigtig god weekend!
Olav Storm
forstander