Koncerter, kort filmsfestival, og rejseforberedelser

Kære læser!
Det lykkedes igen at lave en god efterskoleuge på trods af lockout. Vi er lidt tyndslidte alle sammen efter mange timers arbejde og et stadig højt aktivitetstempo, og vi savner lærerne!
Måneders vigtigste mål er ved at være nået: Vi kommer alle afsted på de planlagte rejser, og I kan følge os på Ranum Efterskoles facebook side.

Vi har i ugens løb haft fokus på faglig repetition, og eleverne har om formiddagene arbejdet selvstændigt under opsyn af andet personale. Om eftermiddagen har vi fortsat forberedelserne i profilfagene til rejserne i uge 16. Eleverne har virkelig arbejdet målrettet på at forme og sikre deres projekter på rejserne, således at de satte mål også kan indfries. Der har været mange udfordringer med at håndtere informationer omkring rejsebeviser, visum og kontakter, og uden et fantastisk backup fra alle ansatte og forældre var det ikke lykkedes! Tak til alle involverede!

Mandag aften fik vi besøg af Heidi Mortensen, som gav en helt unik og bevægende intim koncert på Imagination loftet. Onsdag eftermiddag gav Gary Snider koncert i festsalen og det rykkede også ved rocksanserne.

Torsdag formiddag arrangerede elever og ansatte en kontaktgruppe stafet rundt omkring Seminariehuset og der var total fighter vilje og hård konkurrence mellem holdene.

Torsdag aften fik vi besøg af det frivillige forældre-festudvalg, som ville diskutere sidste elevfest med eleverne. her var der desværre nogle som have medbragt egen alkohol og opbevaret det på skolen inden festen. Derfor kan den næste elevfest ikke nyde det privilegium at eleverne må blive på skolen og spise middag inden de bliver til festen. Det var den konsekvens der var stillet i udsigt, hvis nogen brød tilliden, og de har så ødelagt meget for andre, og givet festudvalget en stor opgave.

I dag fredag har vi holdt kortfilm festival med visning af 4 udmærkede kortfilm. Og vinderen blev kåret ved net afstemning. Se filmene på Ranum Efterskoles FB side.

I samlingerne har vi fulgt med i optrapningen af lockouten og konflikten mellem de forskellige parter. Eleverne er godt orienterede og alle håber på en snarlig løsning. Vi ser frem til mere normale tilstande, men har forberedt endnu et lockout-skema til uge 17.
I løbet af weekenden drager alle elever og ansatte afsted til Rødehavet, Grækenland, USA, Skotland, Paris, Spanien, Italien og Koldkær, så må I nyde det gode forårsvejr her hjemme 🙂

Med venlig hilsen og rigtig god weekend
Olav Storm Johannsen
forstander



da_DKDanish