Nyhedsbrev 7.6.13

Kære læser!
Nye elevers dag gik over forventning og det var dejligt at møde alle de nye kommende elever. Det nuværende elevhold sørgede for en super stemning og viste bl.a. deres Performance show med dans, one-wheeler og parkour. Musik spillede også RE efterskolesangen og det gav gåsehud på armen på hele elevholdet, fordi denne dag også markerer, at de nuværende elever møder deres afløsere, akkurat som de selv oplevede det for godt et år siden. Der er kun 3 uger tilbage af dette skoleår!

De mange forældre og kommende elever fik en bred orientering om det kommende skoleår, og eleverne mødte hinanden i deres nye kontaktgrupper. På nær de udenlandske elever, mødte alle op og det gav travlhed i køkkenet som vurderede at de serverede ca. 2500 portioner, frokost, kagebord og aftensmad. Eleverne knoklede og køkkenet fik rigtig meget ros!

Ugen har budt på en lang række mundtlige prøver, og eleverne har brugt meget tid på at læse og forberede sig til prøverne.
De elever, der har luft og som måske lige har været oppe til en prøve, har et bredt aktivitetsprogram hver formiddag og efter-middag. Bl.a. har vi i denne uge haft ridning, svømning, badning, sejlads, dans, musik, udsmykningsudvalg.
Tirsdag fik vi besøg af et TV-hold, som skal lave årets videopræsentation – fra hvorledes eleverne har oplevet at være et år på Ranum Efterskole. Videoen er først klar til efteråret! Vi kombinerede optagelserne med en række aktiviteter og eleverne var i fuld gang med adventure, dykning, sejlads, dans, springgymnastik, design, medie, musik og meget mere.

Nogle elever laver en kreativ udsmykningsopgave på elevgangen.

Eleverne på sejlads har været oppe til den praktiske duelighedsprøve, og om kort tid venter den teoretiske prøve.
I fællessamlingen tirsdag fejrede vi at en af de indsendte kortfilm fra Lockout-perioden var kommet i finalen, og overrakte de stolte instruktører et gavekort til en biograftur mv. Se filmen her.

Vi har også haft besøg af det svenske gymnasium Utsikten, som arbejder på en meget spændende måde med en kombination af naturguide/ studenterkursus og Hotel og service /studenterkursus. Forløbet er på 3 år og godkendt i Danmark på videregående uddannelser. Se link til hjemmesiden her.

Torsdag kom TV2Nord forbi for at lave et indslag om hvorledes det på trods af skærpede sikkerhedsregler lykkes at lave sejladsundervisning og indslaget bringes efter sigende på søndag i TV2nord.

Vi nyder det dejlige sommervejr og har spist ude flere gange i løbet af ugen. Både på plænen som picnic og på det nye torv mellem spisesal og sportshal. Pædagogisk har det været en super dejlig uge, og vi mærker tydeligt at eleverne hygger sig og de er gode til at støtte hinanden op til prøverne!

I den kommende uge er der igen mundtlige prøver alle dage, og et stort aktivitetstilbud ind i mellem. Onsdag får bi besøg af vores amerikanske værtselever fra kulturrejsen i januar til Californien. De skal være her ca. 2 uger og bl.a. besøge eleverne hjemme, samt på en ekskursion til København. Ugen slutter med den sidste elevfest, og den efterfølgende weekend forventer vi, at rigtig mange vil blive på skolen og nyde fællesskabet inden vi går ind i outrougen.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend!
Olav Storm Johannsen
forstander



da_DKDanish