13 mar Nyhedsbrev 13.3.14
Kære læser
Det har været en begivenhedsrig uge på Ranum Efterskole, og forårssolen har fået alle i forårshumør.
Vi kan se tilbage på en god og velbesøgt weekend med interviewdag for det kommende elevhold og Åbent Hus arrangement.
Lørdag havde vi besøg af de nye elever til skoleåret 14/15 og deres familier. De nye elever havde uddybende samtaler med lærerne og mulighed for at høre de mange spændende oplæg der blev tilbudt.
Søndag havde vi Åbent Hus fra 13-17, som var en rigtig stor succes. Vi havde besøg af mange familier, der var interesserede i at se skolen og få en bedre fornemmelse af, hvordan et ophold på Ranum Efterskole er. Hele dagen var der oplæg om Ranum Efterskole og om Ranum Efterskole College. På undervisningsgangen var det muligt at få en snak med de forskellige lærere, omkring de mange interessante fag Ranum Efterskole tilbyder.Derudover var der stande med de mange profilfag og de spændende rejsemål, hvor der blandt andet blev vist videoer fra de mange rejser.
I mandags startede de mundtlige Cambridge prøver på College linjen, så der har været lidt ekstra nerver på hos nogle af eleverne. Prøverne fortsætter i næste uge.
I løbet af ugen har Pilgrimsholdet været på en skøn tur omkring Vilsted Sø på 18 km i det fantastiske vejr ugen har budt på. Derudover har holdet haft besøg af Birgit Trolle, som holdt et inspirerende foredrag om sine oplevelser med El Camino.
Andre elever har også nydt det skønne forårsvejr der har ramt Ranum her i ugen, og benyttede enhver lejlighed til at få lidt solskin i hovedet.
Water Performance har også nydt at vejret er begyndt at vende, og er på trods af de kolde temperaturer i vandet på banen igen.
Onsdag havde vi til fællessamling et lille modeshow, hvor nogle friske elever sprang i den nye kollektion af mindetøj og viste det frem for de andre elever. I år skal mindetøjet bestilles på skolens hjemmeside, under fanen nuværende elev. Deadline for bestilling af mindetøj er den 19. marts.
I dag torsdag er eleverne på vej hjem på en velfortjent forlænget weekend, da i morgen fredag er undervisningsfri. Hovedparten af ansatte og bestyrelsen er til Beatles musicalen “All You need is Love”,søndag og vi glæder os til at eleverne vender tilbage til skolen på søndag efter 18.00.
Med venlig hilsen og rigtig god weekend
Maria Jakobsen
PR & Kommunikation