08 jun Mundtlige prøver og masser af aktivitet
Kære læser!
Ugen har budt på koncentreret læsetid og et hav af mundtlige prøver, samt Grundlovsarrangement, fodboldkamp, D-dags markering, 2. klassedag og videodag.
Mandag startede de mundtlige prøver og siden har godt 120 elever været til prøve i naturfag, engelsk, matematik mv. Prøverne er kommet godt igang og der er en rigtig god ro over forløbet.
Hver morgen er der morgensamling, hvor vi udover dagens nyheder, gennemgår aktivitetsprogrammet. Eleverne skal helst læse i dagene op til deres mundtlige prøver, så de er godt forberedte og der er vejledningstimer, hvis der er spørgsmål til pensum. De elever, der har brug for en pause i repetitionen, og som har været oppe på dagen, kan deltage i en lang række aktiviteter.
I denne uge har der bl.a. været tilbud om waterperformance, design, beachvolley, sejlads, hardball for piger, fysisktræning, fodboldkamp, svømning etc.
Mandag spillede pigerne og drengene fodboldkamp mod Himmerlands Ungdomskole og vandt. Onsdag havde vi den årlige 2. klassedag, hvor alle Vesthimmerlands 2. klasser var inviteret til aktivitets- og sportsdag på Ranum Efterskole arrangeret af RE elever.
Onsdag lavede vi også årets “minde-video”, som viser dette elevholds mange profilfag og fortæller om deres skoleår i levende billeder. Vejret var fantastisk og det blev en flot finaledag på rigtig mange profilfag. Om eftermiddagen var stort set alle elever på stranden, hvor der både var surf, dyk og pløk, sejlads, wakeboarding, samt naturligvis mulighed for en dukkert i Limfjorden, som nu nærmer sig de 20 grader.
Torsdag var Grundlovsdag, og både i morgen- og middagssamlingen blev der fokuseret grundlovens betydning for vores demokrati og samfund. Om eftermiddagen truede det med torden og regn, så de udendørsaktiviteter blev afløst af en tur til Badelandet i Rønbjerg.
Fredag satte vi fokus på 70 årsdagen for D-dagen i Normandiet, og billederne fra dette historiske slag brændte sig fast hos eleverne, som en markering af at mange nationer har kæmpet for de værdier vi nyder godt af i dag.I denne weekend er der en del elever på skolen og de hygger sig med sejlads, cykelture osv.
Pædagogisk rummer de sidste uger af efterskoleåret mange og ofte modsat rettede følelser. I takt med at eleverne bliver færdige med deres prøver og får lidt mere luft, får de mere tid til samvær og aktivitet. Samtidig er det for nogle forfærdende, at der er så lidt tid til at opleve og leve fællesskabet tilbage. For langt de fleste elever betyder den øgede frihed til at leve efterskolelivet, at de knytter deres tætteste venskaber i disse uger. Og for enkelte elever betyder de modsat rettede følelser at man desværre misbruger friheden og måske kommer i klemme ifht. skolens regler og rammer. Vi taler naturligvis med eleverne om dette spændingsfelt og opfordrer dem til at passe på hinanden, og det vil være en god ide også at tage snakken hjemme også.
I den kommende uge starter vi mandag efter kl. 18. Ugen fortsætter med mundtlige prøver og tilbud om hjælp til repetition, samt en lang række aktiviteter. Sidst på ugen fredag, holder eleverne deres sidste elevfest.
Rigtig god pinse og god weekend.
Olav Storm
forstander.