Profilfag, nye klubfag og god karma.

Kære læser

Det har været en fantastisk efterskoleuge på Ranum Efterskole College, hvor eleverne er kommet rigtig godt i gang med profilfag, valgfag og klubfag. Der er gengangere, men også en del nye fag allerede. Det tegner godt for skoleåret, når eleverne er så entusiastiske omkring nye ideer, forslag og engagement for egen og skolens udvikling. Vi går en hektisk og våd vandsports weekend i møde med masser af maritime aktiviteter.

God start på profilfag

Profilfagsperiode 1 er kommet godt i gang. Medieholdet har haft besøg af Erik Bjerre, der er journalist og specialiseret i videoproduktion. Eleverne har optaget en række spændende interviews om livet på skolen, som vil blive bragt senere.
Sejlerne har haft en lidt blæsende uge, men så var der til gengæld rigtig gode bølger i Klitmøller til surfholdet fra Water Performance. Eleverne på Street Performance er startet med at bygge deres egne longboards, og ind i mellem er der tid til at skate skolen rundt. Adventure har taget de nye mountainbikes i brug og udfordret banen i Rønbjerg. Det er fedt at opleve at alle nu er ved at falde på plads i deres fag og ser frem til at skulle ud at rejse sammen om bare 5 uger. 

Sejlerne var ved at blæse væk i denne uge, men fik lært at sætte sejl og klare havnemanøvre.
Skaterne fra Street performance er ude og teste asfalten i Ranum. Tryk på billedet eller musen for at afspille videoen.

I de kommende uger har eleverne mulighed for at komme med nye ideer til kulturfag i den 2. periode og der er allerede godt gang i både elev og lærergruppen. Næste torsdag er der første fremlæggelse af ideer til nye fag og af kendte kulturfag. 

Nye valgfag

Der bliver gået til den i alle valgfag om tirsdagen. I faget Fit for fight arbejdes med fysisk træning og eleverne lærer forskellige forsvarsteknikker. I løb trænes til det store Vilsted Sø ½ maraton løb, som finder sted lørdag den 26. september. Der er allerede 20 tilmeldt ½ maraton distancen og alle elever skal prøve kræfter med 5 km. Så der skal trænes!

Kreative valgfag

Innovation er et af de nye kreative valgfag, hvor eleverne udfordres til at tænke anderledes og nyt. Og hvem har ikke brug for en opfindelse, der kan redde genstande eller her et æg fra at gå i stykker ved fald fra 3 etages højde. 
I faget får eleverne både feedback på kreativitet, udførsel og genialitet, samt samarbejde. Det skaber en rigtig god energi.

God karma

Torsdag aften bød på afslapning og god karma – stærkt inspireret af Master Fatman. Eleverne mødte først Master Carl B. og Master Kim G., som i bedste yoga stil, mediterede sig frem til god efterskolekarma på den store scene. De fik kærlighed, hensyn og anerkendelse til at flyde ud i salen, og så blev eleverne sendt ud på deres værelset med søde forfriskninger. Her skulle de fortsætte den gode stemning og sætte nogle gode rammer op for trivsel og fællesskab på værelset. Det lykkedes rigtigt godt og vi er optimister for værelses- og husfreden i år.

Italienske gæsteelever i København

Vores gæsteelever fra Italien er i denne uge i København, hvor de smager på både de kulturelle og gastronomiske oplevelser. De fascineres af Christiania og af de unikke kulturmiljøer. De besøger også Christiansborg og lærer om dansk demokrati og historie. I den sidste uge skal de lave et stort maleri på skolen og vi skal have en festelig afslutning på deres besøg.

I denne weekend er der Vandsports tema med Sejlads, Water Performance, Surf og SUP board. Der er også byfest i Ranum og vi har selvfølgelig en del aktiviteter med i by-fodbold turneringen. Vi er godt 285 elever, og det bliver rigtigt godt. I den kommende weekend er der dykkerweekend mest for eleverne på dykning og for de elever, som er ved at tage PADI dykkercertifikat. I den efterfølgende weekend 10.-12. september er der så Venneweekend, hvor eleverne må invitere en ven til at besøge skolen fra fredag kl. 18- til søndag middag. Det er vores elever, som skal tilmelde via Skoleplan. Vi laver en masse kreative-, sports, og fællesskabs aktiviteter. 

Vores nye køkkenchef Jimmi Petersen overtager roret i stedet for Lars Jeppesen.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend
Olav Storm Johannsen
forstander 



da_DKDanish