Uge 51: Glædelig jul og godt nytår

Kære læser

Ugen op til jul har været ekstra spændende og fyldt med aktiviteter, foredrag, musik, høvdingebold, fakkeloptog til julegudstjeneste, julerengøring og forberedelser til de forestående kulturfagsrejser. Vi har afsluttet det første halvår og kan se tilbage et fantastisk elevhold, som har taget efterskolelivet til sig og lever i et stærkt efterskolefællesskab.
Tak til alle forældre, elever og ansatte for et super godt første halvår, vi glæder os til at se alle igen den 3. januar.

Juleweekend og Luciaoptog

I weekenden var godt 250 elever i Aalborg for at opleve julestemningen og shoppe julegaver til familien. Udover juleturen, så blev der også hygget med juleklip og kager. Mandag morgen til samlingen fik eleverne en noget anderledes Lucia oplevelse, da lærerne M/K overraskede med et meget farverigt luciaoptog. For traditionalister og piger med drømme om at blive Luciabrude var det noget af et chok, men heldigvis var det også meget underholdende og en stærk kontrast til genren.

Foredrag om UWC

Onsdag aften fik vi besøg af Maria Bredholt, som er elev på en United World College skole,UWC, i Norge. Hun fortalte for godt 30 elever, hvordan man kan blive elev på et internationalt IB college. UWC skolernes værdigrundlag ligger tæt på de værdier vi bygger på i Ranum, bl.a. er der en meget stor mangfoldighed blandt eleverne, typisk kommer der 2-3 elever fra næsten alle lande i hele verden på hver skolerne. Skolerne ligger i forskellige verdensdele. Det er forholdsvist svært at blive optaget, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange på Ranum, gerne vil søge om en plads i fremtiden.

Høvdingebold

Tirsdag eftermiddag efter de boglige timer, samledes alle kontaktgrupper i den store sportshal og dystede mod hinanden i kontaktgruppehøvdingebold. Der blev kæmpet intenst og det forlyder at både elever og lærere i flere omgange måtte køles ned for at undgå tumult omkring resultaterne. Steen M. kontaktgruppe vandt fortjent og modtog en stor præmie for deres fighterånd og sportsmannship.

Thailandsk middag

Onsdag aften stod alle de asiatiske og andre udenlandske elever for at lave aftensmad til hele skolen. Vi fik en meget velsmagende ris og kyllingret, hvor der ikke var sparet på krydderierne. De udenlandske elever præsenterede selv maden og efter 5 måneder i Danmark går det faktisk rigtigt fint med det danske.

Fantastisk musikalsk kulturforedrag

Torsdag eftermiddag fik vi besøg af Rune Thorsteinsson, som netop har vundet den Danish Music Award i kategorien Verdensmusik. Rune tryllebandt eleverne fra første klap og spillede igennem 1½ time på alle tangenter inklusiv hele sin egen krop og alle overflader, samt det store flygel. Han præsenterede på den mest levende 7 forskellige musikkulturer fra hele verden og eleverne blev undervejs introduceret for forskellige sprog, rytmer og menneskelige billeder. Det var mao. en fantastisk afslutning på de sidste 3 måneders forberedelser til de kommende kulturfagsrejser i januar.

Kåring af årets juleværelser

Den store juleværelseskonkurrence fik en lidt svær start i år pga. terminsprøver og brobygningsuger, samt projektskrivning. Men her i den sidste uges tid er der blevet julet totalt igennem, og alle midler i konkurrencen er blevet taget i brug. Aftenlærerene er blevet forkælet og har fået smagsprøve på julesange og godter. Årets juleværelser blev kåret i festsalen ved afslutningen, og det blev følgende værelser: Kærhuset: 312, Seminariehuset. 39, Ranum Hus: 39. Og endelig blev Årets alletiders bedste juleværelse nr. 7 i Seminariehuset.

Fakkeloptog og julegudstjeneste

Torsdag aften tændte vi 100 fakler og gik i optog til Ranum kirke. Fakkeloptoget strakte sig mere end 300 meter gennem hele byen og mange lokale kom ud og nød det smukke syn. I kirken sang vi både danske og engelske salmer, og skolens kor underholdt. Stemningen blev særligt højtidelig da en af vores dygtige thailandske elever gav en julekoncert på klaver. Præsten, John Vestergaard, fortalte et lille juleeventyr og lovede til sidst et lille resume på engelsk. Det kan godt gengives her: “Everything will be okay in the end. If it´s not okay, then it´s not the end! Eleverne gik efter den sidste sang tilbage til skolen og hyggede sig på værelserne, mens lærerne cirkulerede rundt og blev forkælet.

Julenatterend og gløgg ved Livstræet

På trods af forstanderen i kirken på det kraftigste advarede eleverne mod at være på natterend denne sidste hellige REC aften, og ihvertfald ikke mødes ved Livstræet i skolegården, så var der alligevel godt 300 elever i gården ved midnat. Heldigvis havde køkkenet tilfældigvis lavet 40 liter gløgg til de forældre, som ville komme og hente deres elev den næste dag. Den serverede vi så for eleverne og sammen med pebernødder og julemusik blev det rigtigt hyggeligt. Vi kunne godt have skaffet opvaskere til resten af skoleåret på en gang, men gav alligevel frit lejde pga. julehumøret.

Besøg af Santa Ib og hans tro væbnere.

Fredag morgen var eleverne temmelig søvninge, men efter en god brunch, så kom der gang i julerengøringen på alle værelser og gange. Det gik over alt forventning og blev belønnet med en overdådig julefrokost. Kl. 13 samledes alle lærere og elever i festsalen og her blev årets juleværelse kåret, ligeledes blev der sagt god jul og godt nytår på mindst 10 forskellige sprog af de forskellige udenlandske elever og på 3-4 danske dialekter. Efter at have sunget Jul i Ranum by en sidste gang, så dansede alle elever og ansatte igennem hele skolen til sangen “Nu er det jul igen” og samledes v. Livstræet. Efter at have kaldt på julemanden i kor, så kom Santa Ib og hans tro følgesvende med kanen. Der blev holdt en julemandstale og uddelt slik til de forventningsfulde elever, og til sidst dansede vi i kæde omkring Livstræet, og krammede hinanden farvel efter de første 5 måneders fællesskab.

Nu er skolen lukket og slukket, der er kun åbent på kontoret i mellem 10-12 alle hverdage. Men der arbejdes på højtryk med ombygning af køkkenet i Seminariehuset, så vi i slutningen af januar kan tage et nyt produktionskøkken i brug.

På vegne af alle ansatte, bestyrelse og elever, så ønskes I alle en rigtig god jul og et trygt og godt nytår!

Med venlig hilsen og rigtig glædelig jul!

Olav Storm Johannsen
Forstander



da_DKDanish