Jordbær, kapsejlads, lancier og prøver

Kære læser

I weekenden sprang godt 30 elever i faldskærm over Himmerland. På jorden plukkede en stor flok elever jordbær til hele elevflokken, og forkælede de mange, der har knoklet med at forberede sig til de mundtlige prøver.

På vandet kom Ranum båden først rundt om Mors. Om aftenen har vi danset lancier og hygget omkring bålet samt skrevet mindebøger. Der er alt for lidt tid tilbage og alligevel rigtigt meget vi skal nå.

Nu går vi ind i den sidste uge af dette efterskoleår og det er næsten ikke til at bære at tænke på, at når jeg er blevet til vi, så skal vi spredes for alle vinde – over hele kloden.

Kapsejlads Mors Rundt

Et hold af tidligere sejlerelever lånte i sidste weekend Ranum Efterskole Colleges store Matcher 37 sejlbåd og deltog i Kapsejladsen Mors Rundt.
Teamet kom først i mål efter 10 ½ times intens sejlads, bl.a. foran en X50. Holdet sejlede uden for konkurrencen, så det var ekstra flot at være første båd i mål.

Nye stole og borde

I denne uge fik vi godt 300 nye kontorstole i klasseværelserne, så eleverne kan sidde godt og sundt i de næste mange år. Vi valgte efter en elev-lærer demokratisk proces at satse på en stol med et PUR sæde og ryg. Det er et fleksibelt materiale, som også opleves blødt og venligt, samt mindre koldt end plaststolene. Der er 10 års garanti, så vi håber at få glæde af stolene i mange år frem.

Les Lanciers REC

I denne uge har eleverne øvet lancier i den store hal. Der er blevet kæmpet bravt med positionerne, trådt lidt over egne og andres tæer, nejet og bukket. Og efter et par øvegange, så ser det ud til at blive fantastisk show på næste fredag til Gallafesten.

Klik på billedet for at afspille videoen.

Aktivitetsdag på feltforhindringsbanen

Der har været rigtig mange aktiviteter i denne uge for de elever der enten er færdige med deres mundtlige prøver eller har brug for noget frisk energi og adspredelse ind i mellem prøverne. 
En del elever tog i mod udfordringen og stillede op til den militære forhindringsbane i en hård intern konkurrence.

Robust borger

Tirsdag holdt vi igen et kursus i at blive en Robust Borger. Kurset afholdes af Beredskabs Styrelsen og er gratis for eleverne. Den umiddelbare fordel ved at blive Robust Borger, er at eleverne lærer at forebygge ulykker, forberede sig på udefrakommende hændelser (f.eks. vejret) og i det hele taget i større grad ved hvordan de kan hjælpe sig selv og sine nærmeste ved en ulykke.

Faldskærmsdag

Mandag hoppede de sidste elever i faldskærm og her kan I se en lille video fra det store spring REC – Skydiving video

Kajaktur på Vilsted Sø.

Udover de hårde fysiske og kreative aktiviteter, så var der også en flok som nød naturen på Vilsted Sø og som lærte at ro i kano og kajak.
På søen sejler man midt i et fantastisk fugleliv og selvom sivene er høje og står tæt fornemmer man fint den unikke natur.
Efter kajakturen var der fællesskabende snobrød og bålhygge, så bliver det ikke meget bedre.

Jordbærpluk & forkælelse

På vej til Rønbjerg ligger en fantastisk jordbærgård, som på denne tid af året har masser af jordbær, og nok til 450 sommersulte jordbær elskende elever og ansatte.
Det tager temmelig lang tid at plukke og rense jordbærrene og der skal påberegnes en del fornøjelsesspild, men der rigeligt med jordbær til dessert og alle var glade onsdag aften.

Den sidste uge – kommer aldrig igen.

Søndag har vi inviteret elevernes familier til “Hente ting” middag og hygge fra kl. 16-19. Der vil også blive øvet lancier og mulighed for at lege i Svederen og på plænen for søskende.

Mandag har vi den sidste Rønbjerg dag med aktiviteter og strandhygge, samt frokost.

Tirsdag drager hele skolen til Livø og de sidste elever, som er oppe til mundtlig prøve, støder til. På Livø skal vi nyde den smukke natur og klare forskellige udfordringer i kontaktgruppen og i det store fællesskab. Sejladsen til og fra Livø foregår i store RIB både den ene vej og på Livøfærgen den anden vej. Det bliver en uforglemmelig dag.

Onsdag er der først den legendariske fodboldkamp mellem lærere og elever. Lærerene har tradition for at vinde – mest på udklædningen. Vi har i år vores eget cheerleading hold med og hvis vi overlever kampen, så er der om eftermiddagen kontaktgruppebesøg hjemme hos de fleste af lærerne.

Torsdag er der store oprydningsdag på både områder og værelser, og om eftermiddagen er der RECord dag. Om aftenen er der grill-hygge og Sct. Hans bål ved Ranum Hus.

Fredag er den store værelsesrengøringsdag og om eftermiddagen er der klargøring til Gallafest. Den holdes i den store hal og det bliver en magisk aften med lancier og award show. Det bliver aftenen, der ikke må slutte og næste morgen kommer forældre og søskende til Dimission på den store plænen foran hovedbygningen. 

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen!

Olav Storm Johannsen
Forstander



da_DKDanish