16 dec Lucia, nisseløjer og AFS besøg
Kære læser
Det har været den smukkeste december uge, hvor eleverne har hygget sig med rigtig mange aktiviteter og forberedelserne til kulturrejserne i januar. Stemningen har været rigtig god efter en vellykket elevfest, også selvom flere har delt virusser gavmildt med hinanden. Tirsdag morgen lyste et stort Luciaoptog op til morgenmotion og til fællessamlingen. Pigerne har også haft deres helt egen veninde-aften med hygge, leg og girls-talk, og det er rigtigt dejligt at flere gav udtryk for at de havde dannet nye venskaber. I denne weekend har vi wellness lørdag og om søndagen holder vi undervisning og samling fra kl. 16.00, hvor alle elever skal deltage. Vi holder først juleferie fra onsdag kl. 14 og vi glæder os til rigtigt at hygge igennem i de sidste dage. I samlingerne har vi udtrukket dagens julegave sammen med den anden julekonkurrence, som kører på Facebook, som har fået en fantastisk stor modtagelse og deltagelse.
Husk vesten på morgenmotion
Det er meget mørkt om morgenen i vintermånederne og derfor har eleverne fået en gul refleksvest med deres navn printet på. Det er vigtigt, at de bærer den på morgenmotion, men det kniber for en del at huske den, og så har vi givet en frist til mandag til at finde den frem. Herefter får eleven en ny for egen regning, så vi kan minimere risikoen for en ulykke, når eleverne krydser Seminarievej.
Tirsdag fik vi besøg af AFS Danmark Interkultur og en række lokalforeninger. De fik vist skolen frem og så holdt to AFS udvekslingselever et oplæg for vores elever omkring det at komme til et fremmed land og blive indkvarteret ved en værtsfamilie. Mange elever var interesserede i at høre mere om muligheden for at komme på udveksling med AFS, og der er stadig ledige pladser – også til USA til det kommende skoleår. Lokalforeningerne viste interesse for vores helårsprogram og vil arbejde for at finde flere værtsfamilier til vores helårselever fra bl.a. Mexico, Thailand og Kina. Hvis du / I har lyst til at være weekendfamilie for en elev på Ranum Efterskole College, så skriv til os.
Luciaoptaget blev en stor succes og optogene kom rundt i alle husene og til fællessamlingen.
Nepalmiddag og foredrag
Onsdag aften stod de to Nepalhold for at lave Nepalesisk aftensmad og havde pyntet spisesalen flot med bedeflag, billeder fra Nepal venskabsskolen og Himalaya trekking turene. Maden var naturligvis ris med grønsager og smagte rigtigt godt. Den tidligere elev Amalie H. holdt efter middagen et flot oplæg om hendes besøg på venskabsskolen i januar. Hun fortalte så engageret om sin rejse at hendes mor også blev interesseret og så tog de til Nepal på besøg hos Amalies værtsfamilie i efterårsferien – også i år.
Djævlehuer og filtsokker til de fattigste i Nepal
En gruppe kvinder i Løgstør hørte i foråret om skolens besøg på børnehjem og i de fattigste landsbyer i Nepal, og besluttede sig for at støtte projektet ved at strikke 84 huer til babyer. De mange huer vil gøre stor lykke, for mange familier bor stadig i primitive telt eller blikplade huse, hvor særligt børnene er plaget af forkølelse og infektioner.
På billedet overrækker en repræsentant for gruppen huerne til lærer Lise Ramløse.
Vores kulturgæst fra Nepal, Mailo Bal, rejste hjem i denne uge. Han har deltaget i Nepalundervisningen, på strabadsturene og ikke mindst været med i julebageriet og performanceugen. Han fik overrakt en fælles gave fra skolen bestående af en bærbar med 8GB ram, hurtig SSD disk og vild quad-core processor, så vi kan holde kontakten mellem hans familie og skolen, uden ydelsesproblemer.
Tandpasta produktion
Som et led i skolens fokus på bæredygtighed kunne eleverne en aften lære at lave deres egen tandpasta, og ca. 20 elever fik produceret deres egen smag.
I den kommende uge er der naturligvis fokus på julehygge og flere fag afslutter forløb inden ferien. Eleverne starter allerede søndag eftermiddag med samling kl. 16.00 og så er der et rigtig spændende foredrag søndag aften med forfatter, forsker og coach Søren Lynge. Foredraget handler bl.a. om at danne et stærkt fællesskab gennem indre kontrol, sundt selvværd og positive tanker.
Tirsdag er der julehøvdingebold og temaet er filmstjerner om aftenen er der stor julefrokost med efterfølgende julegudstjeneste i Ranum kirke, hvor efterskolens kor og elever vil synge julen ind sammen.
På den sidste fællessamling kåres juleværelser i alle husene og der bliver kæmpet helt til det sidste. I den sidste uge må alle midler inkl. søde sager til forstanderen tages i brug.
Onsdag gør vi julerent på alle værelser og gange, og måske lander julemandens kane ved Livstræet igen i år, det kommer selvfølgelig altid an på hvor søde eleverne har været i løbet af december.
Rigtig god weekend
Olav Storm Johannsen
Forstander