03 nov Beachcleaning, nepalesisk skolelederbesøg og uhyggelig uge
Kære læser
Spol lige tiden en uge tilbage.
Der er elevfest. Fredag aften i Haverslev Hallen. 400, plus et par håndfulde, umådeligt dejlige, smukke unge mennesker er på nippet til at skyde en aften afsted, de aldrig glemmer. Det gode humør har sat sig i smilehullerne og tvinger tandsmil frem. Rundt omkring pryder hjemmemalede t-shirts i regnbuefarver REC-eleverne. Den her aften handler om at dyrke deres sammenhold og venskaber. Smukt smurt er ikke bare det, man gør ved rundstykkerne i weekenden. Det er også ordene, der beskriver den her aften, som Forældrerådet har arrangeret.
Fast forward til i dag. Fredagen efter. Omsorgsfulde, kærlige og ansvarlige. De ord bliver fortalt om eleverne. Sidste weekends elevfest er et lysende klart eksempel på, hvorfor vi har de bedste elever i hele verden.
Ugen der gik har været i venskabets tegn. Vi har haft besøg af skolelederen og en engelsklærer fra vores venskabsskole i Nepal. Derudover holdte vi gensynsdag for gamle elever i sidste weekend, hvor gamle og nye venskaber mødtes.
Velkommen til ugens nyhedsbrev!
4-1 over fodboldrivaler fra HU
Vi bliver nødt til at starte ud med en god nyhed.
I går vandt vi over Himmerlands Ungdomsskole i en forrygende fodboldkamp. Ikke med 1 eller 2 mål, men hele 3 basser. 4-1 var endte kampen. Det er da en herlig nyhed at gå til weekend med, er det ikke? Vi er i hvert fald stolte over det flotte resultat.
Gensynsdag gav glæde og gik glimrende
Hawaiiholdet rydder op efter stormen Ingolf
Uuuuuuuhyggeligt – For en stund var skolen forvandlet.
… Selvfølgelig fordi der var Halloooweeen. Skolen har været pyntet og forvandlet i løbet af ugen.
Fra i dag af kommer al vores strøm fra vindmøller
Det er en stor dag for kloden men en større dag for os. Vi har nået endnu en miljømæssig milepæl. Fra i dag af kommer al vores strøm fra vindmøller. Men vi slukker stadig lyset efter os.
Varm og sikker sejlads
Elever fra sejladsholdet er på vej hjem fra Thisted efter at have forsøgt at få målt Matcher 37 ind til kapsejlads. Vejret er køligt men flydeheldragterne giver både varme og sikkerhed.
Besøg fra Nepal
Vi har haft æren af at have besøg af Mr. Bishnu Bahadur Thapiliya, som er skoleleder på vores nepalesiske venskabsskole, og engelsklærer, Mrs. Binda Devi Rayamajahee, hele denne uge. Det er et besøg, der betyder rigtig meget for os som skole, og derfor er vi også utroligt stolte af, at Lions Club Løgstør i går overrakte en donation på 10.000 kr. til skolens grundlægger Shiva Thapiliya (tv) og skoleleder Bishnu Bahadur Thapiliya.
Den vigtigste dag – i en andens liv – Indsamling på søndag!
I Ranum og omegn søndag d. 5 november fra kl. 9 – 13 ?
Pengene fra årets indsamling går udelukkende til Dansk Flygtningehjælps internationale arbejde med et særligt fokus på flygtningekriserne i og omkring Sydsudan og Syrien.
Den kommende uge
I næste uge har vi danse- og musik weekend på programmet. Og så er der i øvrigt søskendeweekend, som vi også glæder os til at afholde.
Vi ønsker alle en rigtig god weekend.
Hilsen alle os på
Ranum Efterskole College