06 mar Fastelavn, Casinoweekend og rejseminder
Kære læser
Vi tager et kig på endnu en skøn efterskoleuge, og så dykker vi ned i de mange aktiviteter, ugen har budt på. Vi skal blandt andet omkring en seks timers lang pokerturnering, Nordjyllands måske største fastelavnsfest og så kaster vi et blik på elevernes bedste billeder, videoer og artikler fra kulturfagsrejserne. Og så er der alt det andet. Det bliver godt, og der er god grund til at læse med. God fornøjelse!
Fastelavn
Vi har som bekendt mange internationale elever, og når de får forklaret, at vi “slår katten af tønden” rynker de lidt på næsen. Lige indtil vi fortæller, at det altså ikke er en levende kat, og at det egentlig bare er et udtryk, der hænger ved.
Til gengæld kunne de nemt forholde sig til hyggen og det fornøjelige ved at klæde sig ud til fastelavn. Der var rigtig mange gode udklædninger, og mange kontaktgrupper havde lagt et stort arbejde i et udklædningstema.
Det bedste individuelle kostume blev delt mellem Grisen og Frøen! Bedste kontaktgruppe blev Bjørnebanden alias kontaktgruppe 8, der fik prisen for teamwork, sammenhold og god opbakning. De var i skarp konkurrence med M & M’s og pølsemændene
Se alle de gode billeder fra fastelavnsfesten ved at klikke her.
Casinoweekend
106 deltagere, 6 timers spil og til sidst én vinder. Loftet i Kærhuset var i sidste weekend omdannet til casino rum, hvor 10 poker borde var gjort klar til turnering. Vores reporter on location, Rasmus, var rundt i alle afkroge for at tage pulsen på stemningen, og det kan du selvfølgelig se i videoen herover.
Det hele endte med, at Thea indtog toppen af podiet, og hun er nu regerende pokermester på Ranum. Hun var skarpt forfulgt af henholdsvis Martin og Marius, som måtte se sig til takke med en 2. og en 3. plads. Flot spillet, og ikke mindst flot holdt ud. Det kræver tålmodighed og viljestyrke at nå så langt i en turnering på 6 timer.
PVA Awardshow
I onsdags afholdte vi for 19. gang det årlige PVA Awardshow for kulturfagsrejserne. Eleverne sender billeder, videoer, artikler, podcast og Year Book sider ind til konkurrencen, og til showet bliver vinderne kåret. Dommerpanelet består af ansatte på skolen og 1-2 udefra, som bedømmer de forskellige kategorier. Det er virkelig et overflødighedshorn af gode historier, eleverne sender ind, og det bliver brugt i blandt andet REC kalenderen, billeder bliver hængt op rundt på skolen, og så er det samtidig et fantastisk indblik i, hvad eleverne oplever på rejserne.
Der var rigtig mange gode bud, og eleverne har formået at formidle deres oplevelser helt vildt godt. Til sidst i showet uddelte vi præmien for “Over all Winner”, og det blev Cathrine Pedersen, som både havde indsendt video, billeder og Year Book side. Hun havde lagt et stort arbejde i hendes produktioner, og dommerne var især meget begejstrede for hendes interview med en skoleleder fra venskabsskolen i Indien. “Det havde jeg slet ikke regnet med,” sagde en overrasket og let rystende Cathrine efter showet. Herunder ses hun sammen med Nigel, som er ophavsmand til konkurrencen.Vi glæder os til at se, om Cathrine får lavet ligeså flotte billeder og videoer med sit nyerhvervede GoPro fra den sidste profilfagsrejse, hvor hun rejser til Holland.
Herunder har du et overblik over alle vinderne. Vi skal lige huske at sige rigtig mange tak til alle, der sendte ind til konkurrencen.
🏆Bedste billede : Birk
Dommer, Martin Damgård, fortalte om Birks billede, at det var det bedste, han har set i sin tid som dommer. Motivet, kompositionen, farverne – alt sammen spiller sammen til en støtte helhed, og formidler smukt den stemning, der er i Japans neonbelyste gader.
🏆 Bedste billedserie : Philip
Vi skal en tur til Japan igen for at finde den bedste billedserie (3 billeder). Her har Philip sammensat en række billeder med tre meget forskellige miljøer, som imponerede dommerne.
🏆 Bedste video : Rasmus
Rasmus er en gammel kending i konkurrencen. Han løb nemlig med “Best over all” i den første konkurrence. Det GoPro kamera han vandt, tog han med til Nepal, og det kom der denne smukke video og fortælling ud af. Publikum klappede vildt, da de så videoen i festsalen til showet. Og det er selvfølgelig ikke uden grund. Han er dygtig, både i sin formidling og redigering, og så har han desuden en drøm om at blive producer eller i hvert fald at arbejde med film i fremtiden. Det kan han roligt gøre, hvis du spørger os.
🏆 Bedste artikel : Rosa
Rosas fortælling om sin rejse til Malaysia gjorde stort indtryk på dommerne. I fortællingen “Et døgn som stammefolk” tager hun os med på en detaljeret rejse i junglen, hvor hun mødte slanger, edderkopper og indfødte stammefolk. Hendes beskrivelser af de følelser, der gik igennem hende og hendes kammerater, giver læseren en fornemmelse af selv at være til stede.
🏆 Bedste Year Book side : Nano
Det er første gang, denne del af konkurrencen udspiller sig. Der kom mange gode bud, men dommernes valg faldt på Nano, som var i San Fransisco, hvor han oplevede livet som amerikansk high school studerende helt tæt på.
🏆 Bedste Podcast : Asbjørn og Nicolai
Selvom der kun var én enkelt udfordrer i denne kategori, var dommerne begejstrede for de to drenges snak om at overskride grænser i New Zealand. Hør den ved at klikke på billedet.
🏆 Best of the best : Cathrine Pedersen
Tillykke til alle vindere – og til alle der har deltaget.
Grib muligheden for at kulturudveksle og skabe minder for livet
Vi søger værtsfamilier til vores kommende internationale full host package students. Lige nu søger vi 10 familier, som har lyst til at invitere et ungt menneske fra Mexico eller Hong Kong ind. Man skal forvente at værte i skolens ferier(efterår, jul og påske) og eventuelt forlængede weekender.
Da økonomi ikke må være en forhindring for at åbne sit hjem, kompenseres eventuelle merudgifter med op til 20.000 kr. for skoleåret.
Kontakt Birthe Petersen på bp@ranumefterskole.dk, hvis du er interesseret i at høre mere.
Del meget gerne opslaget, så vi kan finde en værtsfamilie til blandt andet Alessia Abimerhi, som du kan møde herunder.
Johannes V. – Farsø
En gruppe elever var på et hyggeligt besøg på Johannes V. Jensen museet i Farsø – nobelpristagerens fødeby. Mellem mange vigtige informationer fandt vi bl.a. ud af, at forfatteren havde et langvarigt, hemmeligt forhold til sin 14 år ældre – og gifte – kusine.
Besøget sluttede af med et besøg i Farsøs anden store attraktion: Rådhuscentret – verdens mindste – og Vesthimmerlands eneste – storcenter.
Sloe Jim koncert
Vores administrative leder, Carl Benisson, inviterede sit Band, Sloe Jim, til at spille en koncert torsdag aften. Eleverne var i super god stemning og fik en sjov, anderledes oplevelse.
Elevfest
I aften holder elevfestudvalget og forældrerådet elevfest, og hele ugen har skolen summet af spændte forventninger og glæde. Vi håber, at alle for en super god og tryg elevfest.
Så er vi nået til vejs ende i endnu et overblik over ugens aktiviteter. Hvis du er nået hertil, så skal du have mange tak. Det er en stor fornøjelse at fortælle de her historier, så vi håber også, du nyder at læse med.
Det var alt. Vi ses i næste uge!