Fællessang, #detblivergodtigen & debatindlæg

Kære læser

Her er fredagens nyhedsbrev. Det handler om stort og småt, og er mest af alt en opsamling på ugens begivenheder.

Fællessang: “Lad dem lege i Livstræets krone”

Du kender den garanteret, men i tilfælde af at det er første gang, du hører Livstræet, så er det en god gammen højskolesang, som virkelig har brændt sig fast i bjælkerne her på Ranum. Det er vores fællessang. Den fremkalder rigtig mange gode minder fra fællessalen, og den tager os tilbage til den tid, vi alle sammen kunne være sammen.

Derfor besluttede vi os for at synge Livstræet for eleverne. Og for at minde dem om, at vi stadig er her, og at vi tænker på dem. Syng hjertens gerne med – den kommer herunder.

Art & Design: Det bliver godt igen

Regnbuen har mange betydninger. I kristendommen er den tegn på Guds pagt med menneskerne. I samfundet bruges den som et symbol på fællesskab, ligeværd og sammenhold. I disse tider har regnbuen fået endnu en betydning, nemlig at “Det bliver godt igen”. Art & Design holdet blev bedt om at udforske dette begreb og skabe deres egne regnbuer for at give håb og fortrøstning til folk omkring dem.

Alle billederne og elevernes beskrivelser kan du se på Facebook i det her opslag.

Debatindlæg: “CoVID-19 lockdown isn’t going to stop air pollution or climate change”

Eleverne får stadig undervisning og laver stadig afleveringer, og ofte handler det om den situation, vi er i. Benjamin, som går i 10. IG, har skrevet et rigtig flot debatindlæg i faget Global Perspectives. Det fortjener at blive læst af så mange som muligt, så det får du muligheden for her.

Det handler om coronavirussets effekt på klimaet, og ikke desto mindre er det Benjamins forsøg på at kaste lys over forholdet herimellem.

Debate post about COVID-19

Det vilde dyreliv: Namibia indsamling

Vi har meget engagerede kulturfagslærere, og én af dem er Carsten. Han har efterhånden været i Namibia en del gange for at hjælpe N/a’an ku sê Wildlife Sanctuary. De er hårdt ramt af krisen, og derfor samles der ind til at sende økonomisk støtte til de vilde dyr i Namibia.

Carsten skriver:

“Indsamling til N/a’an ku sê Wildlife Sanctuary i Namibia i en svær tid (covid19) Vær med til at sikre dyrene en fremtid lige her. Vi har nu rundet 2.750 kr – tak til jer, det har hjulpet.Disse Chacma bavianer ender på N/a’an ku sê af mange forskellige årsager, men de har det tilfælles, at de skal tilbringe resten af deres liv på centeret. Hver dag kommer en stor gruppe af bavianerne ud at gå, klatre, lege og opleve .Marlice van Vuuren (stifter af N/a’an ku sê) er ikke for fin til at dele sin vandflaske med dem ❤ Send dit bidrag på MobilePay (60138120) På forhånd tak ❤🙈

Fredags-fællessamling: Peter & Panelet

Fredagens fællessamling var en ny udgave af en paneldebat med fire filosofielever. Med sig havde Peter en række spørgsmål og problematikker, han havde fået tilsendt af andre elever. I fællesskab fandt de en løsning… Eller i hvert fald en form for svar på, hvad de spørgende kunne stille op.

Sådan. Så kom vi igennem ugens nyhedsbrev. Det er skønt, at I læser med, så mange tak for det. Vi holder snuden i sporet, og så håber vi, der kommer godt nyt om næste fase genåbningen af Danmark. Det må meget gerne være vores tur meget snart, så vi kan få en god afslutning på det her efterskoleår.

Rigtig god weekend

Fra alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish