Nyhedsbrev med første rejse

Italien, Mallorca & Malta

Kære læser

Endelig, endelig, endelig kan vi fortælle om rejser. Eleverne er rejst ud for at opleve Italien, Mallorca og Malta sammen, og det er så ufatteligt velfortjent, at de endelig har fået lov til at komme afsted.

Der er fuld fart på humøret og oplevelsesbarometeret er helt i top. Selvfølgelig fordi vi endelig er kommet afsted på de længe ventede rejser. Lige nu er eleverne godt i gang med sidste del af rejserne, og så er der et hold på tur rundt i Danmark. Vi samler et overblik her i nyhedsbrevet, og det kan i den grad fornemmes, at eleverne nyder at få luft under vingerne.

Italien

Vi starter på den store italientur, som størstedelen af eleverne har valgt. De er indkvarteret på Bella Italia Village, som giver et hav af muligheder for aktiviteter.

Surfholdet har nydt godt af, at stranden ligger lige ved siden af hotellet. De har prøvet kitesurfing og en masse andre vandsportsaktiviteter.

Selvom der er meget varmt i Italien har Fit For Fight øvet styrke- og løfteteknikker i træningslokalerne – jagten på personlige rekorder fortsætter.

“Burpees, toes to bar and squat cleans.. lets go. Dagens workout i CrossFit sagitarius. Den fik gas!!!,” fortæller Peter, som er team leader på holdet.

Fashion & Sustainability føler sig veltilpasse – både i varmen og i det fashionable og modebevidste Italien. Første tur gik til væveshoppen Arte Viva i Udine. “Arte Viva væver både til egen butik, men også til de store modehuse som fx Chanel,” fortalte de om turen.

Mere end 200 elever tog til Venedig for at opleve den historiske og “oversvømmede” by. Det var muligvis den største dagstur, vi nogensinde har været på, og det krævede ret meget koordinering at få alle afsted. Det bar heldigvis frugt, for de havde en skøn tur. Der var tid til at gå rundt i mindre grupper, og heldigvis var medieholdet med, så der blev taget en masse gode billeder.

Adventureholdet har været på en fantastisk flot vandretur i Dolomitterne. Det var en prøvelse for mange af eleverne, men det gik godt, og da udsigten over bjergene dukkede op, var det det hele værd. “ADVENTURE has been on an adventure! Awesome day -tired legs,” skrev Rune om turen.

Eleverne på basketball har sammen med Steven øvet sig på at lave 3’ere (score tre point, red.). Det var dog ikke det eneste, de øvede sig på. “The boys are practicing their power poses,” afklarede Steven om poolbilledet nedenfor.

Italien har virkelig meget at byde på, når det kommer til gastronomi og konditori. Det oplevede eleverne – og ikke mindste deres smagsløg.

Mallorca

Vi flyver lige en tur fra Italien til Spanien. Cirka 1.400 km. vest fra Bella Italia Village sejler en mindre brigade med ranumelever nemlig rundt. Mallorcas smukke maritime omgivelser taler for sig selv, og der meldes om god vind og endnu bedre humør fra sejladsholdets skippere.

Malta

Vi skal en tur på flyveren igen, og denne gang skal vi mod sydøst. Under Maltas havoverflade er dykkerholdet godt i gang med at udforske rev og vrag, og de for en kæmpe en på opleveren.

Danmarkstur

Sidste stop på flyveturen, inden vi lander igen, er her i Danmark. Her har vi nemlig også en gruppe elever afsted på ture sammen med Ning og Ib. Den danske sommer har været god ved os, og især når vejret er godt, er der alt mulig god grund til også at tage rundt i Danmark.

Tak fordi du tog med på overflyvningen over vores første rejse i år. Eleverne kommer hjem i løbet af weekenden, og vi glæder os til at høre mere om alle de gode historier og oplevelser, de har med hjem.

Rigtig god weekend fra alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish