Casinoweekend, Efterskolerne for Ukraine og alle de små hverdagshistorier

Kære læser,

Så blev det fredag, solen skinner over Ranum, og weekenden begynder så småt at vise sit skønne ansigt. Mens vi forbereder os på at have søskendeweekend, er det så dejligt at kigge tilbage på den foregående uge.

Den har stået på casinoweekend, diverse Ukraine støtte projekter, og egentlig også bare helt almindelig, god dansk efterskolehygge.

Så trænger du til et lille serotonin boost, så fortsæt med at læse, og gå weekenden godt i møde!

2022 Ranum World Poker Tournament

Længe ventet, sagnomspundet og berygtet – Casinoweekenden på REC!

Vi startede weekenden ud fredag, med en workshop, hvor alle de som ikke kendte til poker i forvejen, kunne lære spillet.

Og så gik det løs!

Lørdag formiddag blev eleverne fordelt ud på forskellige opgaver, så alt kunne være tip-top klar til pokerturneringen. Og kl. 15 gik det løs!

Pokerspillene gik i gang, og så var det ellers frem med Danmarks bedste pokerface, hvis du ville vinde “2022 Ranum World Poker Tournament“.

Dagen skred frem, og eleverne deltog flittigt i ikke kun pokerturneringen, men derudover også i Black Jack og Roulette. Til aftensmad var casino buffeten blevet åbnet, og der blev serveret burgere i lange baner.

“Let the best man win” lød det over skolen, og til sidst stod vi med en top 25 (som alle fik præmier), og en top tre, som i kan se herunder!

Vi kan desuden røbe, at både 1. og 2. pladsen var komplet nybegyndere til at spille poker – det er bare mega well done!

#EfterskolerneForUkraine

De danske efterskoler har den forløbende uge samlet sig omkring Efterskolerne For Ukraine, og har igennem forskellige tiltag vist deres støtte til Ukraine. Her på Ranum, startede vi i sidste uge med et fakkeloptog i Aars, hvor vi marcherede for fred og demokrati i Ukraine.

Vi har i denne uge haft diverse små projekter løbende, herunder kagesalg torsdag aften. Det var valgfaget RE Helping Hands, som stod for salget, hvoraf al profit er gået til Ukraine. Det var desuden RE Helping hands som lavede skilte og bannere til marchen, og i kan se deres logo for Ukraine kampagnen herover.

Det at tage ansvar, overfor sin omverden

Her på Ranum vil vi gøre alt hvad vi kan, for at leve op til vores værdigrundlag, og tage en aktiv rolle i verden – ikke blot via ord, men også via handlinger.

Tidligere på ugen blev vi kontaktet af Casper Dalhoff, journalist hos Jyllands-Posten. Han boede på daværende tidspunkt på hotel i Polen med det ukrainske gymnastik landshold, og de søgte et midlertidigt sted de kunne bo. Han ville derfor høre, om vi havde plads.

Det har vi selvfølgelig, og derfor flytter holdet tirsdag i næste uge ind hos os, i Næsby Hus. Vi ønsker at gøre deres ophold så behageligt og trygt som muligt. Derfor har vi også skaffet holdet træningsplads, i samarbejde med Farsø Efterskole, så holdet fortsat kan øve 6 timer om dagen.

Da holdet ønsker at indsamle penge, til deres familier, biler, etc., vil de tage rundt og lave gymnastikopvisninger, og vise deres super flotte show frem. Derfor har vi brug for jer læsere.

Sidder du derude, med det perfekte opvisningssted i tankerne? Så kontakt sif@ranumefterskole.dk med det samme. Det kunne være en hal, en efterskole, en gymnastikforening, eller hvad end i nu engang tænker kan være relevant.

Vi vil derudover holde en indsamlingsaften, hvor man ved køb af billet, får middag, opvisning og koncert. Invitation til dette event senere.

Alle de små – men også vigtige – historier

Intet efterskoleliv, uden helt gennemsnitlig, god gammel hverdag. Derfor kan vi nu bringe ugens små – men også vigtige – hverdagshistorier.

Historie 1:

  • Der blev tirsdag fejret International Womens Day på Ranum. Der blev holdt bål, hvor der ikke kun blev brændt træ – men også terminsprøver

Historie 2:

  • Flere elever troede at der var gasudslip på et værelse i Ranum Hus. Det viste sig at være neglelak – og vi melder hermed intet gasudslip, og fortsat et komplet stående Ranum Hus.

Historie 3:

  • Vores dejlige husfe i Kær, Susanne “Sus”, har været så flink at plante blomster udenfor Kærbygningen. Pro tip til eleverne der måtte læse med: de er et lille forårskig værd!

Historie 4:

  • Bullet journal var torsdag aften super populært – og her lærte eleverne at tegne simple tegninger, helt fra bunden. Pro tip til forældrene der læser med: nu kan i ønske jer tegninger på jeres gække breve 😉

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Snip, snap, snude – så er historierne ude! Vi vender stærkt tilbage i næste uge, med flere brand farlige nyheder.

Og kan du slet ikke få nok af Ranum, kan du nu også finde teaterstykket fra Imaginationdag på YouTube.

Ranum over and out!

Rigtig god weekend fra alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish