Colorparty, HouseCup og lidt af alt det andet

Ranum Efterskole har nu i 2 uger haft fornøjelsen af elevhold 19, som består af over 500 friske elever. De har allerede nu skrevet sig ind i Ranums historiebøger, af en helt særlig grund. Vil du blot høre den, så kan du springe direkte til bunden af dette nyhedsbrev.

Hvis du gerne vil høre meget mere om, hvad eleverne får tiden til at gå med her på skolen, så læser du blot videre. Vi tør godt love, at det er et læs værd.

Her fra Ranum er der snart en velfortjent forlænget weekend, så vi håber at I, vil gøre som os. Læne jer tilbage, få en dejlig varm kop kakao, og nyd denne refleksion af ugen.

Med det er der vidst kun tilbage at sige:

Rigtig god læsning,

fra alle os, til alle jer.

Colorparty

Colorparty er og bliver en Ranum tradition, som simpelthen bare er værd at opretholde! Den er synonym med sammenhold, fællesskab og det mest farverige togetherness man kunne forestille sig.

Dagen starter ud efter frokost, hvor eleverne samledes i deres kontaktgrupper – og så gik ræset ellers i gang. Oppyntning, udklædning og bordpynt skulle laves, og det hele selvfølgelig efter de valgte temaer og farver i de enkelte grupper.

Herefter fik kontakgrupperne taget billeder, og fik endelig lov til at vise deres flotte outfits frem. Herefter gik turen i hallen.

Efter en fest af billeder, blev der budt på 2 retters menu i hallen, hvor vi fik lækker poke-bowl til hovedret, og passionsfrugt panna cotta til dessert.

Underholdning var arrangeret af læreren Mette, og bød bl.a. på lærere som performede TikTok danse, fællessang og sanggætteri. Herefter gik resten af aftenen i husene, hvor eleverne kunne få lidt mere ro på.

Få en lille bid af stemningen herunder – og nyd de glade ansigter, mangfoldigheden og festlighederne. Resten af billederne kan findes på vores Flickr – find dem, ved at trykke lige her

HouseCup

Når du hører HouseCup så tænker du mok på Harry Potter, rivalisering og kamp til den sidste bloddråbe. Eller måske ikke.

Her på Ranum tænker vi på chilispisning, flødebolle inhalering og trespring. For ikke at nævne løb, tuscher i massevis og sammenhold. Herunder har vi skabt en lille indblik i, hvad såden en HouseCup egentlig byder på.

HouseCup er en kamp mellem de 3 hoved-huse på skolen (Ranumhus, Seminariehuset og Kær), hvor eleverne frivilligt selv kan skrive sig op til discipliner. Herefter dyster de, mens de resterende elever hepper med flag, tilråb og sang. Det er en festlig dag, hvor alle elever på Ranum samles omkring venskabelig rivalisering.

Du kan få det fulde indtryk, inde på vores Flickr, ved at trykke her.

Den vidunderlige hverdag

Hverdagen trænger sig på, og dermed gør helt almindelig, god gammeldags undervisning også.

Heldigvis gør det at gå på en skole med 500+ elever, at vi får mange unikke muligheder rent fagligt. Derfor er eleverne i løbet af de to første uger, blevet inddelt i niveauer, på henholdsvis dansk, engelsk og matematik. Lærerne har arbejdet på højtryk, for at kunne producere den bedst mulige undervisning for eleverne, både på det almindelige danske elevspor, og på Cambridge IGCSE, som er vores internationale linje.

Som eleverne kommer ind i en god rytme med skemaer og hverdag, vil undervisningen også vise sig i mere alternative former, f.eks. via ture ud af huset, dannelse og refleksion i familiegrupperne, og ved læring på tværs af faggrupper.

Men hvad er en hverdag, foruden ens snacks, hjemmetøfler, og selvfølgelig: mobiler

Returneringen af telefonerne

Eleverne startede på efterskolen d. 7 august, med at indlevere deres mobiler, og dermed kysse trygheden (i håndholdt form) farvel i de første to uger. Dette sker for at værne om sammenholdet og fællesskabet i de første 2 uger, og udfordre eleverne på hvor meget de overhovedet har behov for den lille ven.

Onsdag morgen kunne de så igen holde den i armene, da husfeer og kontaktlærere tilbageleverede mobilerne i de enkelte huse. Og hvordan følges det egentlig?

Amélie, fra Kærhuset, udtaler følgende om ugerne:

Jeg havde ikke savnet den så meget som jeg troede, overhovedet faktisk. Men det var virkelig rart at kunne kontakt med folk, når man ikke vidste hvor de var henne – og kunne se tiden!

Alt tyder altså på, at denne lille ofring i de to første uger, rent faktisk har en positiv effekt på sammenholdet på skolen.

Fremadrettet vil der på Ranum, via elevrådet selv, blive opsat nogle guidelines for, hvordan telefonerne skal benyttes, og i hvor høj grad eleverne må have dem med sig. Allerede nu, er der opsat mobil-kasser i alle klasseværelser, hvor eleverne afleverer deres mobiler når de træder ind i lokalet.

Vi har forhørt os lidt rundt, og der er enighed blandt lærerne: “Det virker sku!”

Hvorvidt telefonerne vil være en central del af elevernes ophold, vides endnu ikke. Dog giver det os alle på Ranum noget ro at vide, at eleverne selv mærker de positive fordele ved at ligge den lidt fra sig.

Aftenaktiviteter med spark i

De erfarne Ranum-nister vil kunne fortælle, at aftnerne her på Ranum er noget helt specielt. De er præget af hygge, glade elever og røde kinder. Aftnerne den forgangne uge har bl.a. budt på waterslide, brætspil, walk-and-talk og meget, meget mere. Det er i høj grad eleverne selv, som ligger op til hvad der skal foregå om aftenen – alt lige fra Stranger Things maraton i biografen, til crossfit i Værkstedet.

Hvis du vil se meget mere til aftenhyggen på Ranum, så hop blot ind, og følg vores Instagram. Du finder vores den, ved at trykke her

En Ranum-rekord

Ranum sætter i år rekord. Og hvad mon det er for en?

Jamen det er skam en af dem, som vi aller helst vil slå. Det er nemlig elevrekorden, som i år blev sat, da vi startede ud med 506 elever på første skoledag. Det er historisk, og vi er ovenud taknemmelige for den opbakning og tilslutning, der er til skolen. Samtlige elever, og enkelte af lærerne, sender herover en lille hilsen til jer – et billede skulle jo sige mere end 1000 ord.

Forstander Olav Storm, udtaler følgende om rekorden:

“Jamen, det er da fantastisk, at vi vokser, og hvis vi ville, så kunne vi sikkert lave skolen endnu større ved at koble f.eks. idrætsgrene på i lighed med idrætsefterskolerne, men det er ikke det, vi ønsker

Skolen ønsker fortsat at vækste indenfor eget værdigrundlag, og dermed give plads til alt det, som definerer Ranum. Herunder f.eks., at alle elever 3 gange årligt skifter profilfag, og at vi som skole dermed værner om de demokratiske kompetencer, som eleverne får med sig herfra.

Det skal endnu siges, at rekorden stadig står, da vi her efter to uger, stadig har 506 elever på skolen.

Et lille kig tilbage, og et lille kig frem

Og efter dette kyndige tilbageblik, mangler der vidst kun, traditionen tro, at vi kigger lidt fremad, i Ranum-kalenderen.

Næste uge byder igen på undervisning fra den højeste skuffe, forinden vi indtager vansportsweekenden! Den kommer bl.a. til at byde på sejlads, surf, wakeboard, windsurf og dykning, og er altså en af de weekender, hvor meget store dele af elevholdet vælger at blive på skolen.

Så har vi kigget tilbage, kigget frem, og så mangler vidst bare et farvel herfra.

Vi, og alle fra elevhold 19, glæder os til endnu en uge med oplevelser og læring i næste uge,

Mange tak for at I læste med, og god weekend til jer alle.

Venlig hilsen alle os på,

Ranum Efterskole College



da_DKDanish