World Cooking eksamen, sidste matematiktime, konfettirør, faldskærme og en indisk aften

Kære læser,

Velkommen til denne uges nyhedsbrev. Torsdag morgen rundede vi det magiske tal: 513. Det betyder at vi til næste skoleår er fuldt booket – og det er altså lidt fantastisk! Det blev fejret med konfettikanoner på forstanderens kontor. Se bl.a. beviser fra dette i denne uges nyhedsbrev. Derudover kan du læse om en lidt atypisk eksamination, en festaften uden lige og et par hop fra 4 km. højde. Rigtig god læsning.

World Cooking Exams

World Cooking havde mandag deres traditionsrige årlige eksamination. Dette er ikke en hvilken som helst eksamination, da den foretages af elevernes medstuderende, lærere og ledelse.

Eksaminationen starter ved at eleverne i hold laver en fri asiatisk ret. Denne er baseret på alle de kundskaber som eleverne har tilegnet sig i det forløbne skoleår på World Cooking faget. Derefter er elever og lærere inviteret forbi til omgang smagsprøver, hvorefter de hver især udvælger deres favorit. Det hold de udvælger som favorit, giver de et point. Holdet med flest point løber med både sejren og æren.

Eleverne på dette hold har haft asian- og world cooking lærerinde Ning, som hvert skoleår kører denne form for eksamination.

Tusind tak for mad!

Skoleårets sidste matematiktime

Denne uge har en stor del af dette skoleårs sidste lektioner løbet af stablen. Her var 9. klasses matematik ikke en undtagelse, og de fik brugt deres sidste timer sammen yderst fornuftigt, hvis vi selv skal sige det.

De bagte en kage fra deres matematikbog, og så vidt vi ved, fulgte de opskriften til punkt og prikke.

Faldskærmsudspring

Lørdag var Ranum Efterskole College for 3. gang på besøg hos DropZone Denmark. Denne gang med 25 tandemspringere og 3 solo hoppere. Desværre var vejret denne gang ikke med os, og derfor fik kun 10 af vores elever deres spring lørdag. Søndag tog 8 elever revanche, og fik da deres tandemspring.

De resterende elever får deres spring (både tandem og solo) en hverdagsaften. Denne dato er vi pt. ved at fastlægge.

I mellemtiden kan både du og de spændte elever se denne video fra i lørdags hos DropZone Denmark, hvor Danmarks sejeste elever får deres livs oplevelse!

Indisk festaften

Vores indiske gæsteelever fra 1. month programmet hos AFS aftholdte mandag en festaften i vores Festsal. De havde selv taget innitiativet til aftenen, som bl.a. bød på sang, dans, snacks og oplæg fra gæsteeleverne. Tusind tak for en helt igennem fantastisk oplevelse, og et fascinerende indblik i den indiske kultur!

Konfettirør og store smil

Torsdag morgen kunne vi officielt melde alt udsolgt for næste skoleårs elevpladser. Nu er de 513 elevpladser fyldte, og vi glæder os til at se så mange som muligt af disse elever i næste uge, når der er Nye Elevers Dag. Invitation til denne dag er sendt ud via mail.

For at markere den store dag, skulle der intet mindre end guld konffettirør til. Disse blev affyret på forstander Olavs kontor, og vi glæder os til at se hans reaktion til dette, når han vender tilbage til Ranum på mandag.

Endnu engang takker vi alle jer som læser vores nyhedsbreve – vi ses igen i næste uge.

Venlig hilsen alle os på,

Ranum Efterskole College



da_DKDanish