Aktivitetsdage, Ranum Højskole på tur, mindebøger, vandsportsweekend og Profilfagsdag

Kære læser,

Skoleårets 3. sidste uge er gået, og vi varmer lige så stille op til Profilfagsdagene d. 14 til 16 juni. Tiden flyver afsted, og både elever og ansatte gør alt hvad de kan, for at få maksimalt ud af den sidste tid på skolen. Der bliver bl.a. produceret de traditionsrige mindebøger, hvori eleverne skriver hilsner til hinanden. Derudover er der fuld smæk på aktivitetsdagene, som bl.a. har budt på sejlads, strandeventyr, picnicture og mountainbike.

Læs en masse nyheder fra vores dejlige solskinsuge, i denne uges nyhedsbrev. Rigtig god læsning.

Vandsportsweekend

Den forgangne weekend var der vandsportsweekend, og omkring 400 elever havde valgt at tilbringe weekenden på skolen. Det betød især godt gang i vores Aira 22’ere, som både var ude til eftermiddags- og aftensejlads. Se lidt billeder fra en SKØN weekend, med det bedste vejr, herunder.

Ranum Højskole på tur

Ranum Højskole drog fredag på inspirations og PR tur, da de satte til søs med Oceans of Hope. Destinationen var DTU Nykøbing Mors. Her bød DTU på rundvisning, eksperimenter og en tur i waders! Optagelserne fra denne dag skal bruges til at producere reklamemateriale for højskolen.

Mindebøger

De traditionsrige mindebøger bliver i disse dage dekoreret til den store guldmedalje, så de er klar til at blive udfyldt med minder, hilsner og tanker fra elevernes medstuderende. I kan se lidt fra processen herunder.

Stranddag

Torsdag var omkring 80 elever på stranddag som aktivitet. Og med 18 grader, og høj sol, så blev det altså en uforglemmelig stranddag! Eleverne fik badet, spillet beachvolley og kongespil, samt spist madpakker på stranden. Det er efterskoleliv når det er bedst!

Profilfagsdage

I dag har der været Profilfagsdag, og det betyder at en stor del af eleverne har været ude af huset. Mediefagseleverne har besøgt Medieskolerne i Viborg, hvor de både fik et indblik i hvilke fremtidsmuligheder de har indenfor medieverdenen, en rundvisning og en lille opgave i kamerabrug. Tusind tak fordi vi måtte komme forbi Viborg – det gør vi gerne igen!

Musik har forberedt sig til Profilfagsdagene i næste uge, med en sidste øvegang og nedpakning af udstyr.

Næste uge

Onsdag i næste uge drager profilfagene afsted på deres profilfagsture. Nogle af fagene skal ud af huset, og andre bliver i Ranum, og tager på dagsture ud af huset. Blandt andet drager medie, musik, basketball og fitness til Skagen, hvor de skal nyde vejret fuldt ud. En masse billeder fra disse dage kan ses i næste uges nyhedsbrev.

Venlig hilsen alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish