Nepal – High Trek Himalaya

Kategori
Kulturfag, Rejser

NEPAL

Nepal Adventure Trek – Himalaya

Nepal Hightrek har til formål at udvikle elevernes forståelse af de unikke kulturer i det højalpine nepal. For at gøre det trekker vi ind i Himalaya bjergene og oplever på egen krop de unikke forhold som mennesker og naturen eksisterer under her. Vi lærer også meget om os selv og vores værdier som mennesker ved at gennemføre et hårdt fysisk trek sammen med dygtige nepalesiske guider.

UNDERVISNING

Undervisningen fokuserer på 3 søjler.

  1. Forståelse af Nepal unikke kultur og historie, og de udfordringer man står over for i forhold til naturbevarelse, klimaindsats og bæredygtighed. Nepal er et land der på 80 år har gennemgået en kæmpe udvikling, men hvor naturbevarelse, klimaforandringer og sociale og politiske udfordringer også er tydelige i hverdagen.
  2. Fysisk træning til selve trekket, så eleverne har den fornødne fysiske form til at kunne gennemføre trekket.
  3. Teambuilding af holdet, så vi tager afsted som en samlet enhed og er klar til at lære sammen.

De 3 verdensmål jeg har valgt er ikke det eneste vi kan arbejde med, da der er mange muligheder for at arbejde med bæredygtig udvikling i Nepal. Som en del af arbejdet skal vi i kontakt med unge i Nepal og høre om hvad de ser som deres vigtigste udfordringer.

PRAKTISK

For at gennemføre et trek i Nepal kræver det udstyr. Der bliver sendt en specifik pakkeliste og jeg hjælper og vejleder eleverne i at skaffe det nødvendige udstyr og kan også hjælpe med at få tingene billigere i Nepal. I Danmark arbejder vi sammen med erfarne eksperter i Spejdersport.

Rejsen

Rejsens primært formål er trekket i Annapurna området. Vi kommer til at gå gennem alle klimazoner, fra det tropiske , gennem subtropisk regnskov, tempereret skov og højalpine græssletter indtil vi når det ægte højalpine med is og sne.

Vi kommer også direkte til at se hvordan klimaændringer påvirker livet i landsbyerne i bjergene.

På rejsen skal vi besøge vores venskabsskole i Swanta og lære om livet i landsbyen samt se hvordan det nepalesiske undervisningssystem fungerer. Her kommer vi til at se et selvforsynende samfund.

Efter trekket skal vi besøge Kathmandu, der er landets hovedstad og besøge templer for Hinduerne og Budisterne, og se på hvordan religionen har en stor indflydelse på livet og kulturen.

Vi kommer også til direkte at se hvor svært det er at lave en bæredygtig by uden effektiv lokalplanlægning og vores lokale guider vil forklare om kastesystemet og de traditioner der former livet Nepal.

KRAV

Et trek i de høje bjerge i Nepal er ikke bare hårdt. Det er højest sandsynligt det fysisk hårdeste du nogensinde har prøvet. Det er hårdt arbejde for ben og lunger at trekke mange timer i hårdt terræn og tynd luft. Det kræver derfor en stærk vilje og en fornuftig fysisk form. Man skal være parat til at træne en del op til trekket, og man skal have et godt helbred.

Der er også krav til at man har gode solide vandrestøvler der er gået til og en solid rygsæk. Alle elever har også brug for varmt og slidsikkert tøj til højalpin trekking. Vi hjælper med at vejlede om indkøb af udstyr og meget kan købes billigt i Nepal, men det skal forventes at man kommer til at bruge nogen penge på udstyr hvis man ikke har det i forvejen eller kan låne det.

ØKONOMI

13500 kroner

Derudover skal man regne med ca 1000 til lommepenge samt til at give drikkepenge til bærere og guider

Hvis man skal købe udstyr i Kathmandu kræver det ekstra midler.

PAS OG VISUM

Man skal have et pas der er gyldigt mindst 6 måneder efter afrejsen fra Nepal.

Det kræver turist visum at rejse i Nepal, men det kan erhverves ret nemt i Kathmandu lufthavn.

SIKKERHED

Vi har højtuddannede lokale guider med på trekket, og de ansvarlige lærere har erfaring med friluftsliv og førstehjælp. Vi renser selv vand på turen. De ansvarlige lærere har erfaring med højdesyge, og profilen for trekket bliver lavet så er der mulighed for ordentlig akklimatisering til højderne. Nepal er et sikkert land at rejse i, og vores lokale guider er altid fuldt orienterede om situationen i landet.’

Vi har aldrig haft udfordringer med alvorlig kriminalitet i Nepal.

Rejsediarre, milde tilfælde af højdesyge samt lettere overbelastninger kan være en udfordring, men vi er vant til at arbejde med det, og i alvorlige tilfælde har vi gode kontakter på landets bedste privathospitaler, samt guider der er uddannede i high altitude medicine.

Trafikken er en risiko, og man skal se sig for når man færdes til fods.

VACCINATIONER

Hepatitis A, Tyfus, Difteri. Derudover kan Dengue , Hep B, og Kolera være et ekstra tilvalg.

Kommer man fra et land med risiko for gul feber kræves der dokumentation for gul feber vaccine.

EFTER REJSEN

Eleverne skal efter rejsen lave et projekt hvor de går i dybden med en specifik problemstilling vedrørende bæredygtig udvikling i Nepal.

Disse projekter skal fremlægges for lokale folkeskoler for at give dem en øget viden om livet i Nepal, og for at få eleverne til at reflektere over deres oplevelser og læring.

Vi vil også lave en indsamling til vores venskabssole i Swanta, så eleverne selv kan se hvad midlerne går til.

Undervisere

 
Peter F. Andersen
pfa@ranumefterskole.dk
da_DKDanish