23 sep Nyhedsbrev 23. september 2011
Kære læser!
Ugen er simpelthen fløjet afsted for alle, for der har været gang i undervisning, profilfag, klubaktiviteter og især forberedelserne til den forestående weekend med forældredag lørdag og Åbent Hus søndag. I profilfagene har eleverne forberedt sig på aktivtetsdagen på lørdag. Design har lavet en fantastisk kreativ og flot stoleudstilling. Adventure har været på adventurerace over 24 timer og vendte meget trætte og beskidte hjem her til aften.
Sejlads brugte dagen på at sejle til Livø og dykkerne har vendt deres lokale på hovedet, så det ligner et ocean. Musik har spillet højt for hele skolen, mens danserne har arbejdet intenst med deres egen koreografi. I medie har printerne ikke stået stille for de kreative grafiske produktioner skal ud fra skærmen og på på væggene. Gastronomi har arbejdet intenst på at forberede sig til den store grill-skole lørdag, hvor mere end 130 forældre og søskende har tilmeldt sig. Hestepigerne har brugt fredagen på en ekskursion til deres gæstelærer Poul Hove i Thisted.
Dykkerne var sidste weekend på dykkerweekend og mere end 60 dykkere bestod deres første Padi OW prøver i bassin, de var grundigt trætte bagefter og det har for flere været en lidt hård uge.
Mandag aften blev det nye motionsrum i Kærhuset indviet. Det er nu dobbelt så stort som det gamle, har fået nye gulvtæpper og flere nye maskiner. I onsdags var hele skolen samlet omkring det første lokalopgør i Floorball mellem RE og IK-Vest floorball ( det lokalehold) selvom vi ikke vandt kampen vandt vi på bedste humør og energi. Især RE-cheerleading holdet sørgede for et fantastisk show og stemning i pausen.
I denne weekend holder vi forældresamtaler lørdag formiddag og om eftermiddagen er der aktiviteter i profilfagene. Vi begynder dagen kl. 9 og slutter ved 16 tiden. Der er en information ved festsalen og forfriskninger i kantinen. kl. 10 og 11. er der oplæg om de kommende kultur- og profilfag til 2. periode i festsalen og i Guldhornssalen er et tilbud om studievejledning.
Søndag holder vi Åbent Hus – Efterskolernes dag fra kl. 13.-17. og alle elever er engageret i enten at vise deres fag og profilfagsaktiviteter frem, vise rundt eller sørge for forfriskninger. I Kærhuset er spisesalen omdannet til en messe, og gastronomi laver wok-restaurant. Adventure er aktiv på plænen og i kampsportshallen kan man opleve cirkustræning, og kampsport. I festsalen fortæller vi om skolens værdigrundlag, faglige tilbud og profilfagene hver hele time. Vi starter kl. 13. i festsalen med en kort velkomst. Kom i god tid!
I den kommende uge deltager vi i den landsdækkende Naturfagsfestival. Eleverne kan deltage i en opfinderkonkurrence om at flytte en 30×30 cm boks 4 meter. Køkkenchef Lars Jeppesen og gastronomiholdet arbejder med molekylær gastronomi, og tirsdag er der en stjernetur. Fysik og kemilærerne forsøger sig med et indslag om lys og farver hver dag kl. 12 ii festsalen.
Torsdag er der hjemrejsedag kl. 14.30 – og efterfølgende holder vi en udviklingsdag for personalet.
Pædagogisk har vi haft en fantastisk dejlig uge. Eleverne er optaget af rigtig mange projekter og skolearbejde. De er trætte og onsdag morgen var der flere som ikke kom til morgenmotion, det blev klaret med 10 omgange rundt om skolen, og da det regnede var det meget motiverende for at være med næste dag.
Vi glæder os til at se rigtig mange til Forældredag og til Åbent Hus på søndag. Tag naboen og vennerne med, der er rigtig meget at opleve på Ranum Efterskole!
Med venlig hilsen og god weekend!
Olav Storm
Forstander