19 sep Foredrag, høstfest og ny profilavis
Kære læser!
Venneweekenden blev en rigtig stor succes for de der havde inviteret venner til at opleve Ranum Efterskole. De tidligere elever, som fungerer som “ung guider” hjalp med at arrangere en rigtig hyggelig weekend med både gys og hygge.
Ugen har budt på masser af aktivitet i profilfagene og et højt tempo i de faglige fag. Det er positivt at opleve, at eleverne tager godt fra i timerne også selvom mange var møre efter en lang weekend.
I tirsdags havde vi besøg af Anders fra TravelApe.dk og han holdt igen et helt forrygende foredrag om personlig udvikling, selvtillid og selvværd. Der var rigtig god feedback fra eleverne efterfølgende og billedet med at bestige sit indre bjerg, står klart for de fleste!
Torsdag aften holdt vi høstfest med en flot udsmykket kantine, halm overalt og ridning på to store rodeotyre. Eleverne var super flot udklædte og gik op i det med liv og sjæl. Som en elev udtrykte det “lidt bonderøv er der vel i os alle!”
Se de mange billeder på facebook – klik på billedet.
Fredag bød også på foredrag med bloggeren Nikoline Just. Hun er blevet rollemodel for mange unge iværksættere og dermed følger hun godt op på Anders´foredrag om at gribe chancen og ikke lade janteloven stå i vejen. Se mere på http://www.justnikoline.dk/
Fredag drager alle ansatte afsted på en personaletur til Læsø. Vi skal snakke fremtid og rystes godt sammen, samt følge forstanderens rødder tilbage i tiden.
Den nye profilavis er på gaden. I avisen kan I bl.a. læse nyheden om Danmarks første internationale gymnasieuddannelse, som det fra 2014 vil være muligt at tage på Ranum Efterskole College. Vi har arbejdet med dette projekt gennem længere tid og det er en helt naturlig forlængelse af vores fokus på at forberede eleverne på at kunne begå sig i en global og foranderlig verden! Forløbet er bygget op om 2 efterskoleår og forventes også at tiltrække udenlandske efteskoleelever til Ranum. Læs mere om i profilavisen.
Det nye profilfagsmagasin til valg af kultur-profilfag i 2. periode er også klart. Det rummer en lang række nyheder. Flere elever har været meget aktive i oprettelsen af de mange fag, og det er en stor glæde at opleve det engagement de allerede viser. Det er jo ikke sikkert at alle fag oprettes og det bliver særdeles spændende at følge valget frem til den 2. oktober. Der er i den kommende uge uddybende orientering for eleverne på tirsdag og evt. onsdag aften. Valgprogrammet præsenteres for forældrene på lørdag.
I den kommende uge har vi undervisningsfri om mandagen. Det betyder at eleverne møder ind mandag efter kl. 18.00 og i stedet for har vi lagt aktivitet på lørdag, hvor de er Forældre- og søskendedag på Ranum Efterskole.
Wakeboarderne glæder sig til at indvie den nye bane i Rønbjerg.
Lørdag er der indvielse af den nye Wakeboardbane i Rønbjerg på Dayz Resorts. Banen er blevet til i et samarbejde med efterskolen og vi vil bruge den som hjemmebane for Waterperformance. Indvielsen finder sted kl. 14.30 ved søen og der vil være opvisning af prof. wakeboardere og prøveture.
Vi annoncerer med lidt skæve budskaber fra hjertet i denne uge!
Søndag er der Åbent Hus og vi håber, at I vil være med til at sprede budskabet, så der også kommer nye elever til fremtiden.
Vi glæder os meget til at se så mange som muligt til Åbent Hus!
Med venlig hilsen og rigtig god weekend!
Olav Storm
forstander