10 feb Guld til Ranum & Kulturfagsafslutning
Kære læser
Ugen startede med at en flok elever fredag deltog i en stor indefoldboldturnering og lørdag drog en busfuld til Danmarks Indsamlingen i København, hvor de var med til at skabe en god stemning i TV studiet. Søndag holdt godt 70 elever sig vågne til Super Bowl, men klarede alligevel mandagens skoleprogram nogenlunde.
Tirsdag eftermiddag holdt vi midtvejsevaluering i alle kontaktgrupper med individuelle samtaler med hver elev og efterfølgende hygge i kontaktgruppen. Ellers har ugen stået på en del opgaver i forbindelse med de boglige fag og afslutningen på kulturfagene.
Udmærkelse til Ranum elev
Fredag aften deltog flere drenge- og pigehold i Jutlander Cup indefodbold. Holdene klarede sig flot og drengene vandt guld i deres pulje. Shirwa Ismail Jama Isse blev kåret til den bedste spiller på banen.
Kulturfagsafslutning
Kulturfagene er nu klar til at præsentere deres oplevelser og formidlingsprojekter for forældre og søskende på søndag. I løbet af ugen har holdene arbejdet vidt forskelligt med efterbearbejdningen.
Australien udfordrede New Zealand til rugby i sneen, og det var noget af en kontrast til den sydlige sommer.
Sneen klæder Ranum
Når vinden går i øst, så bliver det rigtigt koldt i Ranum. Det er vores udenlandske asiatiske elever ved at sande, men selvom de fryser i vintermørket, så nyder de sneen.
Kulturfagsfremlæggelser søndag kl. 14-18
Søndag er skoledag, og alle elever deltager i en fremlæggelse af deres kulturfag for familier og andre elever. Programmet starter om eftermiddagen, hvor der er forfriskninger i spisesalen efterfulgt af fremlæggelser for ½ af holdene kl. 15 og de øvrige hold kl. 16. Inden programmet slutter er der mulighed for at få et sammendrag af film og billeder fra stort set alle rejserne i Biografen. Der er også tilbud om aftensmad og vi håber at alle får en rigtig god eftermiddag med mange indtryk fra elevernes store kulturrejser.
På Workshop i Dubai
Joakim og Carl er på workshop ICEF i Dubai for at skabe forbindelser i MENA-regionen. Udover deltagelse på den store messe, så har de også besøgt en række internationale skoler og danske og udenlandske expat familier.
I den kommende uge er der opstart af nye profilfag, bl.a. starter E-sport, E-musik, samt Nordic Challenge. Onsdag til torsdag er der vennedøgn, hvor eleverne har inviteret venner hjemmefra, som har vinterferie i uge 7. Vi holder ikke ferie, men så kan eleverne istedet have en fed efterskoledag og aften sammen med deres venner her på skolen. Vi gentager vennedagen i uge 8 fra torsdag til fredag.
Tirsdag: Velkommen til Stand-upkomiker og forfatter Sanne Søndergaard
Tirsdag eftermiddag har vi inviteret standupkomiker og forfatter Sanne Søndergaard til at holde et foredrag for alle elever. Sanne Søndergaards foredrag handler om at gå skævt af hinanden og af os selv, og om de valg vi træffer i livet. For ingen er jo en ø – eller blot en halvø – og derfor er vi altid sårbare over for andres indflydelse. Og Sanne viser, at selv de tungeste temaer kan formidles med humor, åbenhed og ærlighed. Sanne Søndergaard har skrevet romanerne: ”Kære Dødsbog”, “Proforma”, “Hell man” og autobiografien “Solo – med mit køn på slæb”, som hun også holder foredrag på baggrund af.
Vi glæder os til en rigtig dejlig uge og til at se forældre og søskende på søndag til Kulturfagsfremlæggelser og hygge.
Med venlig hilsen og rigtig god weekend!
Olav Storm Johannsen
Forstander