Opstart af E-Sport & E-Musik, Valentines day & motiverende foredrag

Kære læser

Tilslutningen til Kulturfagspræsentationerne søndag eftermiddag var overvældende og vi skønner at over 1000 familiemedlemmer deltog i præsentationerne af de 21 forskellige kulturfag. Præsentationerne var grebet vidt forskelligt an.

Nogle havde lavet videoer, powerpointpræsentationer suppleret af rejsefortællinger, andre besøgte et Oman marked i Kærhuset og Nepalholdene serverede Dahl bat og milktea til fremlæggelserne.

Overalt på skolen blev sanserne udfordret og der var der duft og lyd, samt smagsprøver på de forskellige kulturer og elevernes mange rejseoplevelser. Ugen har budt på masser af romantik, foredrag og så har vi haft besøg af godt 100 af elevernes venner, som har vinterferie.

Se billeder fra dagen lige herunder.

Valentines elev-event

Valentines dag blev en fantastisk romantisk og flot oplevelse både for elever og ansatte. En flok elever havde pyntet spisesalen, og organiseret Valentines kort skrivning, samt købt røde roser til alle. Midt i eftermiddagens personalemøde kom elevudvalget ind med roser og buketter til alle ansatte til stor glæde.

Sushi til Valentines aften

Det er kun sket få gange i skolens tid at vi kan servere sushi til hovedret, men på Valentines dag sørgede køkkenet for et overdådigt sushibord, og der var rigeligt til alle. Det blev en kanon hyggelig aften med romantiske film i flere biografer og hygge på hele skolen.

Opstart af nye profilfag

Mandag startede sidste periodes profilfag op og særligt 2 nye fag tiltrak sig stor opmærksomhed. E-sport lokalet er klar til indvielse og eleverne startede med at pakke 18 nye spillemaskiner og gear ud. I E-musik startede holdet også med at indtage lokalet, som bl.a. er blevet udstyret med nye kontorstole, så koncentrationen kan holdes, når der skal komponeres E-musik i mange timer.

Spændende foredrag m. Hardeep Dhanjal

Vi skulle have haft besøg af Sanne Søndergaard, men hun blev forhindret og så fik vi i stedet arrangeret et spændende foredrag med Hardeep Dhanjal. han bevidste at han er en af de dygtigste og mest inspirerende oplægsholdere og gav eleverne et fangende peptalk om motivation og personligt ansvar for livet og ens egen udvikling gennem et fællesskab med andre. Se mere på http://www.athenas.dk/hardeep-dhanjal-foredrag-motivation-humor-peptalk.htm

Bob Dylan koncert-foredrag

Valentines aften kunne de musikalsk interesserede elever opleve et spændende og musikalsk koncertforedrag med Thomas Ulrik larsen. Han fortalte levende om Bob Dylan og hans musikalske udvikling gennem et langt liv. Foredraget blev arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet i Vesthimmerland.

Vennedøgn

Det er vinterferie i nogle dele af Danmark i denne uge og mange af elevernes venner har fri, derfor har vi arrangeret vennedøgn onsdag til torsdag. Vennerne indgår i et almindeligt efterskoleprogram med undervisning, aktivitet, rengøring og hygge. Særligt karaoke aftenen i festsalen trak mange til og stemningen var kanon. Vi gentager succesen i næste uge fra torsdag til fredag.

Hjemmeweekend

I denne weekend tager eleverne hjem på en velfortjent forlænget weekend. Mange har ikke været hjemme endnu efter rejserne og da vi også havde program i søndags, så er der et stort behov for et pusterum. Vi havde i sidste weekend en pædagogisk uheldig episode, hvor nogle elever valgte at købe alkohol, hvilket ikke er foreneligt med skolens regler. De implicerede elever er hjemsendt, og vi beder alle forældre og elever tage en samtale om denne samt skolens regler.

I den kommende uge møder eleverne ind igen søndag efter kl. 18 og udover faglige timer, samt profilfag så byder ugen også på stor fastelavnsfest onsdag aften.
Torsdag starter det andet vennedøgn og i den følgende weekend er der både Gamers weekend og Danseworkshop med besøg af flere danseskoler, og der er åbent for deltagelse af tidligere REC danseelever.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend!

Olav Storm Johannsen
Forstander



da_DKDanish