04 apr Profilfagsrejser, Outdoor Weekend og stærkt fællesskab
Kære læser
Noget af det absolut vigtigste at rapportere fra Ranum i denne uge er, at vi ugen er stukket afsted på profilfagsrejser. For bliver sidste gange for de fleste. Det i sig selv kan virke lidt sørgeligt, men på den anden side er det også en milepæl i efterskoletilværelsen. Eleverne er blevet erfarne rejsere. Ranum-rygsækken er fuld af minder og oplevelser allerede, og nu er det blevet tid til at pakke den for sidste engang.
Vi laver selvfølgelig en masse andet end at rejse, og et udpluk herfra kan du læse om her i nyhedsbrevet. Der er blandt andet et stærkt budskab om en elev, som i skrivende stund er delt 660 gange. Mere om det senere. Derudover kan du blandt andet læse om Outdoor Weekend og en kommende debataften.
God læselyst!
Outdoor Weekend
Sidste weekend havde vi besøg af en gruppe studerende, der er ved at uddanne sig til naturvejledere. De arrangerede Outdoor Weekend, hvor vores nye vildmarksbade blev taget i brug. Forårsvejr, kanoer, lejrbål, overnatning i shelters, et koldt gys og så ind i varmen var opskriften på en fantastisk efterskoleweekend.
Afsted på profilfagsrejser
Vi er nu nået til en længe ventet rejseperiode. De sidste rejser på Ranum. Vi rejser ud mod 17 forskellige destinationer for at afprøve de nye færdigheder, vi har arbejdet på i P3 perioden. Det bliver spændende at se, hvad eleverne oplever denne gang. Og det kan du selvfølgelig følge med i. Som altid foregår det lettest på www.udforskverden.dk, hvor alle opslag fra de forskellige facebooksider bliver samlet. Det giver et godt overblik og indblik i de mange rejser. Vi håber, I vil følge med.
Du kan også gå direkte til en af rejsernes Facebook-sider herunder:
IG Exams
Alle IG-elever har været meget fokuserede i denne uge. De har arbejdet hårdt på at afslutte deres mundtlige IGCSE eksamener. De skal have stor ros for det store arbejde, de lægger i det.
Debataften om EU valg
Ranum Efterskole College inviterer til foredrag og debataften i forbindelse med Europa-parlamentsvalget.
Ranum Efterskole College er ambassadørskole for Europa-Parlamentet, og den 25. april afholder vi en debataften i samarbejde med Efterskoleforeningen. Der vil være mulighed for at møde kandidaterne fra 18.30 til 19.00, hvorefter debatten går i gang i festsalen.
Inden debataftenen kan man kl.16. høre et spændende oplæg med Elena Askløf og Peter Laugesen fra www.voreseuropa.dk. Elena og Peter har kørt Europa og særligt Østeuropa rundt og talt med unge om deres oplevelse af være en del af EU. Efter foredraget er efterskolen er vært ved aftensmad kl. 17.40-18.20.
Tilmelding skal ske til mkr@ranumefterskole.dk
Debataftenen vil blive afholdt i Festsalen på Ranum Efterskole College, Seminarievej 23, 9681 Ranum.
Gækkebrev på forstanderens dør
Det er efterhånden blevet en tradition, at eleverne kan sende et gækkebrev til forstanderen. Dem, der gør det, klistrer det på Olavs dør, og hvis han ikke gætter, hvem det er fra, så giver han selvfølgelig et påskeæg. Så det er bare med at komme igang med at klippe.
Hvornår er man dansk nok?
Vi slutter nyhedsbrevet med et andet meget vigtigt budskab. Der har nemlig været et særligt fokus på at hjælpe en elev med en svær situation.
Det ville ikke være det samme at gå på Ranum uden Sofia. Men sådan bliver det måske snart. Hendes sag om permanent ophold bliver lige straks afgjort, og hvis hun ikke vurderes til at være “dansk nok”, så skal hun tilbage til Brasilien. Som hun ikke har noget som helst forhold til. Hun har boet i Danmark siden hun var syv, og hele hendes liv er knyttet her til. Hendes dansk er flydende. Hun spiller håndbold. Hendes kultur er dansk. Hun er dygtig i skolen, og hun er en fantastisk god ven. Hvad mere skal der til? Hvordan kan det ikke være nok?
Hvornår er man dansk nok?
Uanset hvad, så har hun hele Ranum Efterskole College i ryggen. Hjælp os med et beholde Sofia ved at dele opslaget på Facebook og følge linket her ❤️
Det varmer enormt meget at se vores store netværk bidrage til at dele Sofias historie – og til alle jer, der har delt: Tusinde tak.
Besøg fra Undervisningsministeriet
I ugen havde vi tematisk tilsyn fra UVM. Alt gik tilsyneladende godt. Vi glæder os til afgørelsen om 3-5 uger.