Kategori
Tidligere Kulturfag

USA High School Santa Cruz, Californien

Udvekslingsophold på Pacific Collegiate School og Kirby Prep School i Santa Cruz, CA. — for alle med interesse for det engelske sprog og amerikansk kultur. 14 dage.

 

I samarbejde med PCS og Kirby, planlægges et unikt og spændende high school-ophold i smukke, historiske Santa Cruz ved Monterey-bugten i Californien syd for San Francisco. Målet er, at du lærer om amerikansk kultur og sprog, men samtidigt møder unge high school-studerende fra alle samfundsklasser og lærer om high school-livet i USA.

 

Du bliver indkvarteret hos en lokal familie, hvor du så følger familiens teenager i high school. Du skal forvente at holde et kort foredrag om dig selv og Danmark en af de første dage på skolen, hvilket planlægges i detaljer inden rejsen.

 

Faglighed: Der bliver lagt stor vægt på det faglige på rejsen og det forventes, at du kan forstå og tale engelsk på rimeligt højt niveau, så du kan følge undervisningen på high school i alle fag, samt at du er interesseret i at engagere dig i programmet og kontakten til andre unge og deres familier. Såfremt du modtager undervisning i spansk på RE, så vil der måske være mulighed for at blive indkvarteret hos en tosproget (spansk) familie.

 

Du skal forvente at få et fuldt dagsprogram, hvor du følger din værtselev til extracurricular activities om eftermiddagen og/eller aftenen, hvilket kan være American football, track, baseball/softball, cheerleading, band, etc.

 

Der er dresscode på skolerne, som du naturligvis skal følge. Almindeligt, pænt tøj opfylder dresscode, blot man ikke kan se fx bh eller undertøj.

 

Du vil få ansvar for at føre en video-dagbog eller på anden vis formidle dine erfaringer og oplevelser fra high school til de andre elever ved hjemkomsten.

 

Programmet indeholder også overnatning i San Francisco, hvor vi kører over Golden Gate Bridge, besøger Alcatraz og går en tur i fx Haight Ashbury, Castro eller ChinaTown.

 

I juni måned kommer de amerikanske elever til Ranum Efterskole College, så du skal her forvente at planlægge en weekend hjemme sammen med din amerikanske udvekslingselev!

 

Vi anbefaler, at du vælger USA—Santa Cruz, hvis du har en plan
om at komme til USA på udvekslings- eller studieophold senere. Se flere billeder og mød tidligere RE-udvekslingselever og PCS/Kirby- værtselever på https://www.facebook.com/groups/REPVHS/?fref=ts

 


VILKÅR: . Pas skal være gyldigt et 1/2 år efter hjemkomst. Dvs. til min. udgangen af juni 2017.

EGENBETALING CA. 6.500,- KR.

da_DKDanish